Gå-Lunt-Løb Rødovre er nomineret til prisen Årets Forening

Gå-Lunt-Løb Rødovre er nomineret til DGI Storkøbenhavns pris Årets Forening for deres målrettede arbejde med udvikling og vækst.

Gå-Lunt-Løb Rødovre (GLLR) er en spirende forening i udvikling

Fra ”sofakartofler” til aktive motionister – et 12 ugers løbetræningsforløb med løbeinstruktør, for at få dem der sad i sofaen op og ud at motionere blev 27. juni 2013 til foreningen GLLR. Udfordringen var dengang at nå 5 km – og at blive ved med at træne.

Foreningen har holdt ved og de 23, der startede med løbetræningsforløbet er nu blevet til lidt over 60 medlemmer. Og det må siges at de er blevet ved med at træne. Fra en ugentlig træning er det blevet til seks træning, der ikke kun handler om løb, men også styrke-, balance- og coretræning samt yoga bl.a. i samarbejde med Sundhedscentret Rødovre og Rødovre Fitness.

GLLR står ikke stille og deres trænere er hele tiden på udkig efter ny viden og inspiration og det er bl.a. blevet til kurser i løbestil, bakketræning, intervaltræning, kost og motivation.

Med andre ord må man sige, at siden GLLR er kommet op af sofaen og løber derudad hvad angår både vækst og udvikling.

Sammen med  Gå-Lunt-Løb-Rødovre er Pan Idræt fra København og Frederiksberg og Rødovre og Omegns Gymnastikforening også nominerede til prisen.

Afsløringen af hvem af de i alt tre nominerede, som løber med titlen som Årets Forening finder sted på DGI Storkøbenhavns Generalforsamling torsdag d. 30. marts fra kl. 18, som foregår i den smukke kantine i kælderen på Københavns Rådhus.

Ved general forsamling kåres også Årets Ildsjæl, der er et fortjent skulderklap til frivillige, der har gjort et ekstraordinært stykke forenings arbejde. Årets Ildsjæl er en del af DGI’s frivillighedskampagne ’Fedt at du er frivillig’, som sætter fokus på den store indsats de mange frivillige i foreningerne yder. DGI vil med kampagnen hjælpe foreningerne anerkende de frivilliges indsats på en festlig måde.