Friluftsoplevelser får børn til at vokse

Projektet ”Fællesskab og friluftsliv for alle” i Naturpark Amager skal udvikle personlige styrker og sociale kompetencer hos børn og unge, der har særligt brug for det.

"Fællesskab og friluftsliv for alle" er et nyt samarbejdsprojekt mellem Kultur og Fritid ved Københavns Kommune, DGI Storkøbenhavn og en lang række frivillige foreninger og organisationer. Projektet har som vision at øge livskvalitet og trivsel blandt børn og unge i udsatte positioner igennem udnyttelse af de potentialer, der ligger i friluftsliv og fællesskab.

Johannes Kjær Kristensen fra Kultur og Fritid i Københavns Kommune fortæller:

” Det er vores klare opfattelse, at der er en stor efterspørgsel på aktiviteter i naturen for børn og unge, der ikke normalt befinder sig meget i det fri. Det vil vi fra kommunen rigtig gerne understøtte, da vi ved, at det vil kunne styrke denne gruppe både socialt og sundhedsmæssigt. Men der skal en helt særlig brobygningsindsats til for, at børnene fra disse miljøer kommer i gang med nye friluftsoplevelser.

Fra kommunens side har vi allerede nogle erfaringer - bl.a. fra et naturforløb for 3. klasserne på Peder Lykke Skolen og lokale børnehaver, men disse skal boostes op i langt større skala. Og her er det vigtigt, at foreningerne får maksimal støtte af os og de øvrige parter i projektet.

Samtidig er vi som kommune også indgangen til den fysiske udvikling af Naturpark Amager og kan sørge for, at nye faciliteter i parken bliver tilpasset de behov, vi identificerer undervejs i projektet.”


Foreningerne er nøglen til succes

Der er en stigende inaktivitet hos denne gruppe børn og unge og projektet skal gennem varierede aktivitetsmuligheder i relation til friluftslivet øge og motivere til et aktivt fællesskab i naturen. Resultatet skulle gerne være, at børnene og de unge bliver kloge på naturen såvel som egne kompetencer og herved bliver mere parate til at indgå aktivt i foreningsliv, og at det generelt vil styrke deres forudsætninger for at navigere i eget liv og træffe sunde valg.

Martin Machado fra DGI Storkøbenhavn fortæller:

Vi har store forventninger til, at den viden, som de forskellige aktører i projektet kommer med, vil kunne spille godt sammen. Kommunen kender og har den løbende dialog med de børn og unge i udsatte positioner, der er målgruppen for projektet, DGI Storkøbenhavn har erfaring med lignende projekter og har netop foreningsudvikling som sin kernekompetence og endelig er der de frivillige i foreningerne, der selvfølgelig er eksperter indenfor deres område og ved, hvad der plejer at virke i forhold til nye, der prøver deres aktivitet.

Netop foreningerne er nøglen, hvis projektet på sigt skal blive en succes. De skal lykkes med at favne og fastholde målgrupper, som måske ikke før har prøvet, hvad foreningsliv er for en størrelse. Og det er netop i denne proces, at kommunen og DGI Storkøbenhavn sammen kan bidrage. ”


Et projekt for fremtiden også 

Projektet der skal løbe frem til 30. april 2021 har fået støtte af Friluftsrådet på knap 1,2 mio. kr., der dækker 70% af de forventede projektomkostninger. De sidste 30% betales af DGI Storkøbenhavn og Københavns Kommune.

Men efter planen skal indsatsen også række udover projektperioden. Martin Machado uddyber:

” Samspillet mellem et grønt område (Naturpark Amager), en idrætsorganisation (DGI), en kommune og frivillige foreninger ser vi som en unik mulighed for at udvikle metoder og koncepter, der kan bruges over hele landet. Derfor vil der efter projektet blive lavet en evalueringsrapport, der kan anvendes som inspirationsoplæg for andre kommuner og organisationer, der vil arbejde med naturformidling, friluftsliv og foreningsfællesskab som løftestang for børn og unge i udsatte positioner. ”

Fotos: DGI Media v/ Lars Horn, Bo Nymann og Lars Holm