Fra træningsfællesskab til hurtigt voksende motion- og løbeklub

Stor interesse for gratis crossfit inspireret træning på Konditaget Lüders i Nordhavn og en lokal pionerånd medvirkede i 2017 til dannelsen af 2150 Nordhavn Løb & Motion (2150 NLM). Klubben er i dag blandt de hurtigst voksende motionsklubber i København.

Medlemmer af 2150 Nordhavn Løb & Motion på vej til at bestige Konditaget Lüders. Foto: Jan K. Madsen

Historien om 2150 NLM går tilbage til foråret 2016, hvor udviklingsselskabet ”By og Havn” og DGI Storkøbenhavn inviterede lokale beboere og andre interesserede til møde om udviklingen af idrætten i Nordhavn. På mødet troppede omkring 60 engagerede Nordhavn-beboere op, hvoraf 10 meldte sig som frivillige trænere for et nyt ugentligt crossfit inspireret træningstilbud på det dengang nyopførte Konditaget Lüders.

”Vores klare mål med træningen på Konditaget var at skabe et stærkt lokalt fællesskab, som på sigt skulle blive til en forening og samlingspunkt for Nordhavns mange nye borgere”, fortæller DGI Storkøbenhavns løbekonsulent Henrik Nygaard, som var med til at organisere og markedsføre træningstilbuddet.

Træningen på Konditaget Lüders var en succes fra dag et: 40 troppede op til den første fællestræning (i september 2016) og hurtigt opstod der blandt deltagerne og Nordhavns beboere en interesse for at danne foreningen 2150 NLM, som blev stiftet maj 2017.

I dag er lørdagstræningen på Konditaget Lüders blevet overtaget og en del af 2150 NLM mange træningstilbud, der bl.a. også består af løb og powerwalk. Derudover har man periodevis haft et yoga-hold, ligesom der bliver arrangeret spontane ”ad-hoc” træninger (fx løbeture i Dyrehaven), som medlemmerne selv annoncerer i klubbens facebookgruppe. Endelig er der sociale arrangementer, såsom ”Brunch og Bevægelse”, sommerfest og fælles deltagelse ved diverse motionsløb. De mange gode initiativer og den store interesse kommer også til udtryk i form af klubbens medlemstal, der ved starten af 2019 lå omkring de 60, og som siden er vokset til omkring 90.

Foreningens formand Per Bodholdt giver især en stærk markedsføringsindsats, en informativ og inddragende bestyrelse (som bl.a. laver nyhedsmails til medlemmerne) og et super populært nyløberhold, en stor del af æren for den flotte udvikling i klubbens medlemstal. Derudover fremhæver Per også bestyrelsens stærke sammenhold og forskellige kompetencer, som et godt fundament for at lykkes med udvikling af foreningen: Jeg håber, at vi kan udvikle et fællesskab, hvor ALLE skal kunne være med og få det ud af træningen, de selv ønsker. Vi har ikke ambitioner om flere hundrede medlemmer, men satser på kvalitet i træningen fremfor kvantitet i medlemstal”, slutter Per.

Er du blevet nysgerrig på 2150 Nordhavn Løb & Motion og dens mange fede træningstilbud, så tjek klubbens facebookside. For spørgsmål er du også velkommen til at skrive til 2150nlm@gmail.com. OBS: Et medlemskab af klubben koster kun 300 kr. pr. halve år.