Fra drøm til beton?

Artikel skrevet af Kasper Lund Kirkegaard (hovedforfatter) og Markus Mürer Nielsen (medforfatter)
Team Politik og Analyse i DGI Storkøbenhavn.

For mange lokalt bosiddende københavnere fremstår det nye Sydhavnen som en af de mere vellykkede byudviklingsprojekter i Københavns Kommune. Sydhavnen er blevet ændret fra et hårdt, råt industriområde til en ny, moderne og eftertragtet bydel med nye kanaler, havnebassiner og svømmezoner. En ny bydel med et stærkt, maritimt udtryk.

I 2025, hvor Sydhavnen forventes færdigudbygget, vil bydelen rumme omkring 9.000 husstande og 20.000 nye indbyggere, hvoraf anslået 4.000 vil være børn og unge under 18 år. Denne befolkningssammensætning stiller selvsagt krav til det lokale, kommunale serviceniveau.

Udfordringen er, at den private byudvikling har haft så meget fart på, at etableringen af nye, lokale folkeskoler, børneinstitutioner, idrætsfaciliteter samt grønne arealer, parker og rekreative byrum ikke har fulgt med. Man kan derfor og med god ret spørge om indbyggernes hverdag hænger sammen - og om kommunens vision om at være ”en verdensby i social og bæredygtig balance” er realistisk.

Selvom der nu bygges en to nye lokale skoler samt institutions- og idrætstilbud har de mange nye beboere selvsagt forventninger til, at de mange gode og oprindelige intentioner, som blev formuleret i lokalplaner og lokalplanstillæg, også realiseres.

Med dette udgangspunkt har vi fra DGI Storkøbenhavn dykket ned i en ny analyse af de konkrete, fysiske forskelle mellem virkeligheden, som den ser ud, og sammenhold denne med både den oprindelige helhedsplan samt de konkrete lokalplaner. Med andre ord – forskellen mellem de politisk vedtagne intentioner og virkeligheden, som den ser ud.

Læs/download den fulde analyse via dette link

Efter den systematiske gennemgang er resultatet af analysen nedslående: Listen over ikke-realiserede intentioner er meget lang. I virkelighedens verden betyder det, at en lang række rekreative kvaliteter, faciliteter og bygningsfunktioner ikke er blevet etableret. Byrum, bygningsfunktioner og faciliteter, som var tiltænkt at skulle understøtte leg, idræt, bevægelse, let adgang til vand samt det organiserede foreningsliv, er således blevet glemt eller overset i bygge- og realiseringsprocessen.

I flere lokalplanstillæg nævnes bl.a. fritliggende ”uindhegnede boldbaner” i tæt forbindelse med gode intentioner om, at der i grønne byrum og parker/kiler skulle være plads til ”uformel sportsudøvelse”. I ”den grønne kile” er disse funktioner og faciliteter ikke etableret og kilen fremstår i dag som en stor skuffelse ift. intentionerne.

Ligeledes er bydelens unikke placering og adgang til vandoverfladen beskrevet indgående i både den oprindelige helhedsplan og i mange af de konkrete lokalplanstillæg. Det drejer sig både om ”direkte og let” vandadgang via trapper, badebroer, flydepontoner - samt slæberamper til kajakker og småbåde.

I den nærliggende Specialstålhallen var der intentioner om etablering af en regulær sportshal; men via et lokalplanstillæg ændrede politikerne husets funktion, der i dag huser et italiensk supermarked. Også intentionen om at etablere en international rosportsbane nord for Sluseløbet er også blevet gjort til skamme.

Til gengæld ser vi en tydelig tendens, som også gør sig gældende i en række af de andre dele af København ift. byudviklingen: Den lokalt forankrede efterspørgsel på idræt og motion resulterer i tydelige kommercialiseringstendenser, hvor private idrætstilbud popper op i fraværet af kommunale og offentlige.

 I Pladehallen var der oprindeligt tanker om at etablere kommunale, offentlige idrætsfunktioner. I dag er der dog etableret et privatejet idræts- og klatrecenter. Den såkaldte ”TDC-hal” er også et eksempel på en ny, privatejet idrætsfacilitet, som ikke er offentlig tilgængelig men forudsætter særskilte aftaler med grundejer for at kunne benytte.

 I et snævert og kortsigtet perspektiv rummer de private tiltag en række økonomiske og administrative fordele – set fra kommunens side. Kommunen sparer således midler på at etablere og drive idrætsfaciliteter.

Dog er der også nogle ulemper. Kommercialiseringstendenserne resulterer nemlig i et privat idrætsmarked, der udvikler sig hurtigt, men som primært henvender sig til det voksne, købestærke publikum. Når aktiviteterne målrettes dem, der har råd, står det umiddelbart i kontrast til visionen om ”den socialt blandede by”, som flertallet af partierne i Borgerrepræsentationen ellers normalt er store fortalere for. Slutresultatet risikerer, at blive en by primært for de velfungerende og velstående voksne; mens børn og unges lokalforankret foreningsliv halter efter.

Samlet set konkluderer vi på, at både helhedsplan og lokalplanerne oprindeligt er fulde af gode intentioner, men at de langt fra er blevet indfriet – selv i det nye Sydhavnen, som på mange andre områder fremstår som en ny, flot, moderne og attraktiv bydel.

Det politiske spørgsmål er, om beslutningstagerne kan leve med denne forskel mellem intentioner og realitet i lokalplanerne og om de som politiske beslutningstagere er opmærksomme på denne problemstilling?

Tilbage står vi med en række konkrete anbefalinger, som analysen af forholdet mellem lokalplansintentioner og realiteterne resulterer i:

• Planlovens bestemmelser vedr. de såkaldte ”udbygningsaftaler” bør benyttes langt mere aktivt.
• Ønsker man fra politiske side, at der skal være udearealer og/eller fælles, kommunale idrætsfaciliteter, så bør dette fremgå som konkrete krav i lokalplansteksten - og blot ikke som mulige potentialer.
• Kommunale fællesfaciliteter og arealer bør om muligt etableres inden beboere flytter ind og organiserer sig i ejerforeninger, da organiseringen ofte kan medføre lokal modstand.
• Drømmescenarie: Kommunen bør opkøbe og derved sikre sig ejerskabet af flere grunde, således at kommunalt grundkøb er del af den kommunale strategi, som sikrer offentlig adgang og fælles ejerskab.
• Der bør afsættes en større mere fast defineret andel af det samlede byggebudget ift. anvendelse på udearealerne og ift. at skabe sammenhænge og bedre overgange til andre nærliggende matrikler og byggerier.
• Det bør mere tydeligt understreges, at grafiske fremstillinger i lokalplaner ikke er juridisk bindende for projektets realisering. Politiske beslutningstagere bør lægge mere vægt på teksten og de obligatoriske opfølgningsmøder, der gennemføres efter et, tre og fem år og hvor byggeprojektets realisering gennemgås efter byggeprojektets realisering.
• Selv på disse større byudviklingsprojekter findes der sjældent én og samme projektleder eller aktør gennem hele den mangeårige proces, hvilket er klar ulempe for sikring af de oprindelige intentioner i lokalplaner. En byggeleder/projektleder forudsætter selvsagt en del økonomi.
• I Københavns sammenhæng er By & Havn en interessant og unik interessent i byudvikling, fordi de har mulighed for at indgå i hele eller dele af processen fra visionsfase til realiseringsfase. By & Havn har derved et potentiale ift. at bidrage med ”læring” om behovet for fællesfaciliteter.

Baggrundsresearch v. Rasmus B. Andersen, Sophia Rouvillain, Michala Rie Pedersen,
Team Byudvikling i DGI Storkøbenhavn.