Og de nominerede er…

Finn Blohm fra Hvidovre Gymnastik (HvG37) er nomineret til DGI Storkøbenhavns pris Årets Ildsjæl. Med denne pris ønsker DGI Storkøbenhavn sætter fokus på de frivilliges store indsats i de utallige idrætsforeninger.

Finn Blohm - HvG37

Finn Blohm er formand for HvG37 med alt hvad det indebærer, og før sin formandspost har han været meget aktiv som forældre igennem en årrække.  

Han er meget opmærksom på at alle i HvG37 føler sig velkommen og godt behandlet og har fokus på at der altid er en god ånd og tone i foreningen. Finn er samtidig ansvarlig for sponsorudvalget og har ansvaret for kontakten til Hvidovre kommune, DGF, DGI mm.

Passioneret, vedholdende og ihærdig fighter   

Gennem de seneste år er der dog en sag Finn har lagt ekstra mange kræfter i. Finn Blohm har siden 2011 arbejdet på at få et springcenter i Hvidovre Kommune. Et springcenter som Hvidovre Gymnastik kunne bruge, men ikke kun Hvidovre gymnastik. Finn er i dialog med andre foreninger og rehabiliteringscentre i kommunen, om brugen springcenteret, eksempelvis til genoptræning og til udvikling af andre Gymnastik klubber.

Arbejdet med springcentret har været meget omfattende og tidskrævende og Finn har ikke altid haft oddsene på sin side. Gennem hele forløbet har han været meget vedholdende og ihærdig og gjort et enormt benarbejde i forbindelse med realiseringen af springcentret. Og han vil blive ved med at arbejde for sagen som den passionerede fighter han er.

”Finn Blohm er noget for sig, og et rigtigt foreningsmenneske. Denne pris skal gå til formanden for Hvidovre Gymnastik, Finn Blohm, fordi han er en rigtig fighter og aldrig giver op, i forhold til det han har sat sig i hovedet. Han kæmper for at børnene i foreningen skal få de bedste springfaciliteter, fordi han gerne vil være med til at skabe og udvikle Hvidovre Gymnastik”, forklarer træner i HvG37, Mathilde Rude Andersen, der har indstillet Finn Blohm til prisen Årets Ildsjæl.  

Sammen med Finn Blohm er hhv. Rikke Hansen fra GIF-Gymnastik og Lene Martens fra Jonstrup Basket også nominerede.

Afsløringen

Afsløringen af hvem af de i alt tre nominerede, som løber med titlen som Årets Ildsjæl finder sted på DGI Storkøbenhavns Generalforsamling onsdag d. 30. marts fra kl. 18.00, som foregår i den smukke kantine i kælderen på Københavns Rådhus.

Fortjente skulderklap til frivillige

Årets Ildsjæl er en del af DGI’s frivillighedskampagne ’Fedt at du er frivillig’, som sætter fokus på den store indsats de mange frivillige i foreningerne yder. DGI vil med kampagnen hjælpe foreningerne anerkende de frivilliges indsats på en festlig måde.