Copenhagen Floorball Club nomineret til Årets Forening 2019

Copenhagen Floorball Club har siden 2006 gjort en ihærdig indsats for at udbrede floorball både blandt ældre og unge. Gennem politisk arbejde og skolesamarbejde arbejder foreningen for at tage ansvar og nå nye målgrupper.

Copenhagen Floorball Club's U9 hold efter en hård sejr.

Copenhagen Floorball Club blev stiftet i 2006 med henblik på at udbrede kendskabet til Floorball i Danmark. Fra start blev klubben bygget på en anderkendende og inkluderende tilgang frem for alt. Der skulle være plads til alle, og sådan har det været siden da. På daværende tidspunkt var sporten nærmest ukendt i hovedstadsområdet.

Foreningens 443 medlemmer dækker hele aldersspektrummet fra 3 år på familieholdet til 85 år på 60+holdet. Der er rene pigehold, mixhold med andre klubber, voksenmotionshold og turneringshold. 2018 har været et vildt år for Copenhagen Floorball Club, der har udviklet sig på alle områder af foreningens aktiviteter, både indadtil og udadtil.

Samarbejde med lokalsamfundet 

Copenhagen Floorball Club har indgået i et socialt partnerskab med Københavns kommune omkring en indsats, der skal trække flere udsatte børn og unge fra Sjælør/Sydhavnen ind i foreningslivet. Samtidig har foreningen indgået partnerskabsaftale med FritidsGuiderne og FerieCamp og startet en indsats på indre Nørrebro i det hårdt belastede kvarter omkring Korsgadehallen. En særlig del af dette projekt omhandler en indsats over for pigerne på 7-12 år i området.

Derudover har foreningen programsat et samarbejde med Frejaskolen i Valby, så børn med autisme, der normalt er ekskluderet fra foreningslivet, kan komme til at spille floorball efter skole. Der er ligeledes etableret kontakt til en skole med udviklingshæmmede, men dette projekt er udskudt til 2019 pga. manglende faciliteter.

Et andet eksempel på foreningens samarbejde med de lokale skoler er et 12 ugers træningsforløb for 3. klassetrin på tre af skolerne i nærområdet. Efter forløbets afslutning afviklede Copenhagen Floorball Club "BydelsBattle" - et stævne for alle der var involveret.

Indsats for at udbrede floorball

Copenhagen Floorball Club er blevet ”Spydspidsforening” og har indgået 2 udviklingsaftaler med ”Bevæg dig livet – floorball”. Den ene indsats skal i 2019 få flere 60+ere til at dyrke motion, og den anden er rettet mod borgere, som af den ene eller anden grund står uden for arbejdsmarkedet. Foreningen har i forvejen et samarbejde med et hold for kræftramte i genoptræning.

CFC har i samarbejde med en lokal skole udviklet et omfattende koncept, der skal styrke floorball som sport (modsat floorball som skoleleg), ved at inddrage indskolingens idrætsundervisning og SFOens aktivitetstilbud og på den måde trække en rød tråd til klubbens aktiviteter i hallen.