Anna Pouplier nomineret til Årets Foreningsildsjæl 2019

Med prisen Årets Foreningsildsjæl 2018 ønsker DGI i Storkøbenhavn at sætte fokus på de frivilliges store indsats i de storkøbenhavnske idrætsforeninger.

Anna Pouplier er både formand for Familieidræt København og Frederiksberg og instruktør i foreningen.

Anna er 27 år gammel og blev i en alder af kun 25 formand for Familieidræt København efter blot 1 år i bestyrelsen. I 2018 blev hun også formand for den nyopstartede forening Familieidræt Frederiksberg. Ud over at stå for driften af foreningen er hun også selv instruktør, hun afholder events og står for oplæringen af nye instruktører. 

Et hjertebarn

Familieidræt er Annas helt store hjertebarn. Anna har været med i foreningen i mange år efterhånden og har været i stort set alle roller i foreningen. Hun har igen i 2018 trukket et kæmpe læs i foreningen. Med en bestyrelse, der i 2018 var ”ramt af” 4 barsler og én hjernerystelse, har der ikke været mange kræfter tilbage i bestyrelsen til at løfte opgaverne inkl. etablering af ny hjemmeside samt 2 gange udskiftning af foreningens ansatte. Alligevel har foreningen kørt – takket være Anna og hendes kæmpe indsats. Nogle af Annas store styrker er, at hun finder en løsning på alt, hun tager ansvar og tænker nyt. 

Foreningens blæksprutte

Anna har knoklet for at holde foreningens drift kørende. Hun har stået for sæsonplanlægningen. Hun har sikret overlevering til vores ansatte, hun har kæmpet med KLUB-modul for at få vores nye hjemmeside klar til sæsonstart, hun er sprunget til som instruktør på flere hold, og så har hun også stået klar til at lære nye instruktører op. Kort sagt: Hun har sikret, at alle tråde i foreningen var forbundet og strammet alle løse tråde op. Alt sammen samtidig med, at hun har færdiggjort sit speciale på Institut for Idræt. Og alligevel møder hun altid op med et smil på læben. Og altid forberedt.