90 års frivilligt arbejde i Sønderjylland

Flemming Poulsen fra Christiansfeld Idrætsforening og Bruno Christiansen fra Løjt Idrætsforening har tilsammen været frivillig i mere end 90 år.

Fra venstre; Flemming Poulsen (Christiansfeld Idrætsforening) og Bruno Christiansen (Løjt Idrætsforening)

Udover flotte opvisninger bød weekendens Forårsopvisning i Aabenraa Egnen og Haderslev Egnen også på hædring af frivillige ildsjæle med overrækkelse af DGI Nålen. 

Tilsammen har Flemming Poulsen og Bruno Christiansen ydet frivilligt arbejde i mere end 90 år inden for gymnastikken - både som aktiv udøver, instruktør og som frivillig i DGI. 

Hyldet i Arena Aabenraa

Til Aabenraa Egnens Forårsopvisning fredag aften var Jytte Damm-Nielsen, bestyrelsesmedlem i DGI Sønderjylland, forbi for at overrække DGI nålen til Bruno Christiansen, der sad blandt publikum. 

Bruno Christiansen var indstillet af Løjt Idrætsforening og i indstillingen skrev de bl.a. dette: 

"... man kan ikke sige gymnastik i Løjt uden at man også siger Bruno." 

Gennem flere årtier har Bruno Christiansen været tilknyttet Løjt IF's gymnastikafdeling, hvor han som 17-årig startede som aktiv gymnastik og var en del af Amtsholdet i Sønderjylland (REP-holdet i dag). Han var den første til at tage stortrampolin certifikatet og trænede gymnastik i Løjt forsamlingshus inden hallen blev bygget. 

De senere år har Bruno Christiansen stået i spidsen for motionsherrer indtil en ny træner kom til, hvorefter Bruno for alvor kunne fokusere på ældreidrætsholdet. Her mødes 40 motionister hver torsdag formiddag til sjove øvelser og leg i eget tempo - naturligvis efterfulgt af lystig snak og kaffe - ledet af Bruno på 77 år.

Stort tillykke til Bruno Christiansen for din mangeårige indsats og tak til Løjt Idrætsforening for indstillingen. 

Hæder på hjemmebane

Forårsopvisning i Haderslev Egnen blev indledt med en velfortjent hyldest til en meget lokal ildsjæl. Flemming Poulsen fra Christiansfeld Idrætsforening var blevet indstillet af Haderslev Egnen til at modtage DGI Nålen. 

Denne blev overrakt af DGI Sønderjyllands formand Hanne Lene Haugaard foran alle de fremmødte tilskuere til Haderslev Egnens forårsopvisning, hvor Flemming Poulsen naturligvis selv skulle på gulvet med lokalholdene fra Christiansfeld Idrætsforening.

I indstillingen af Flemming Poulsen har Haderslev Egnen bl.a. skrevet dette: 

"Flemming, du ved om nogen, hvad det vil sige at være frivillig, at sprede DGI ånden og skabe glæde og sammenhold gennem gymnastikken. Du formår at trække folk med dig og har også fået dine to drenge med i din retning, til stor glæde for os alle..."

I 30 år har Flemming Poulsen været instruktør på hold, der spænder fra 5 år og op til 18+ år, samt voksne mænd fra 40 år og op til ca. 75 år.

Derudover har Flemming siddet i Christiansfeld Idrætsforenings bestyrelse i 25-26 år, hvoraf han de sidste 20 år har fungeret som formand.

Stort tillykke til Flemming Poulsen for at inspirere både store og små, og tak til Haderslev Egnen for indstillingen. 

DGI nålen gives til frivillige ildsjæle

I DGI Sønderjylland modtager vi løbende indstillinger til hædring af frivillige ildsjæle med DGI nålen. 

Nålen kan tildeles personer, der over en lang årrække har gjort et stort og betydningsfuldt stykke foreningsarbejde for enten landsdelsforeningen, egnsbestyrelse, aktivitetsudvalg eller lokalforening.

Indstilling kan foretages af lokalforeninger, landsdelsforeningen eller aktivitetsudvalg under DGI Sønderjylland.

Med indstillingen skal følge oplysninger om, hvorfor han/hun indstilles. Forretningsgangen er fra indstilleren til DGI Sønderjyllands landsdelsbestyrelse. 

For at vedtage en sådan udnævnelse skal min. 3/4 af de stemmeberettigede medlemmer af landsdelsbestyrelsen stemme for forslaget.

Nålen overrækkes af landsdelsbestyrelsens medlemmer og oftest ved særlige lejligheder/anledninger. 

Du er velkommen til at sende din indstilling af en frivillig til DGI nålen på mail til: ts@dgi.dk