Viby Baskets U15-drenge fik 15.000 kr. fra ImpulsPuljen

Fokus på stærke sociale fællesskaber er gjort nemmere takket være bevilling fra ImpulsPuljen.

Smilet er ekstra stort hos både spillere og trænere hos Viby Baskets U15-drenge i disse dage. Tidligere på året ansøgte de om midler fra ImpulsPuljen, hvilket endte med at kaste 15.000 kr. af sig.

Pengene blev søgt med det formål at styrke fællesskabet og faciliteterne på holdet, fortæller holdets træner, Marcus Pedersen. En række forbedringer som vil komme alle på holdet til gavn – særligt op til den kommende sæson, hvor U15-drengene rykker op og skal spille U17.

ImpulsPuljen

  • I 2021 kunne idræts- og aktivitetsprojekter målerettet unge i fire DGI landsdele, ansøge om mellem 5.000-25.000 fra ImpulsPuljen.
  • Formålet med midlerne fra ImpulsPuljen er at få flere unge til at bevæge sig i fællesskab og skabe små frirum i hverdagen. Alle ansøgere skulle derfor være relevante med idræts- eller aktivitetstilbud til unge mellem 15-24 år.
  • Pengene kan blandt andet søges til at få dækket udgifter til trøjer, transport, udstyr, musik, træningsudstyr med mere.
  • Midlerne fra ImpulsPuljen stammer fra pensionsselskabet Velliv, der har indgået et samarbejde med DGI om at få flere unge til at tage del i idræt og fællesskaber.
  • I 2021 kunne projekter og aktiviteter søges i fire DGI landsdele: Østjylland, Midtjylland, Storkøbenhavn og Storstrømmen. Fremover er planen , at også projekter og aktivteter i andre landsdele skal kunne ansøge ImpulsPuljens midler.

Vis mere Vis mindre

Nye spillerdragter og bolde på vej

En del af midlerne skal bruges på nye spillerdragter og bolde, fortæller Marcus Pedersen. Dette har spillerne længe ønsket sig, og er nu endeligt gjort muligt takket være midlerne fra ImpulsPuljen.

”Når vi skal repræsentere klubben til så mange kampe rundt omkring i landet, vil vi gerne se ordentlige ud og have noget nyt udstyr. Bedre udstyr kan forhåbentlig også give os en bedre træning,” udtaler Sharmarke, der selv spiller på holdet.

Fokus på stærke sociale fællesskaber

Foruden nyt udstyr, skal midlerne også bruges på at styrke sammenholdet blandt drengene.

”Flere af drengene lever mere eller mindre i hallen med træning 3-4 gange om ugen og kampe i weekenden. Alle prioriterer de træningen højt i deres hverdag med både skole, venner og øvrige gøremål. Derfor er det selvfølgelig vigtigt med et stærkt socialt fællesskab på holdet,” fortæller Marcus Pedersen og fortsætter:

”De mange timer i hallen bliver ikke mindre, når vi rykker op i U17. Her venter der drengene nogle lange udebaneture. Noget, der ikke ville være muligt eller sjovt, hvis ikke de trives blandt hinanden og på holdet. Dette skal midlerne fra ImpulsPuljen også bidrage til.”