Tusindvis af danskere tonser løs på cyklen til virtuelle cykelløb hjemme fra garagen

Virtuelle cykelløb har formået at forene det bedste ved idræt og e-sport. Det er en sport med mange fordele og facetter, fortæller formanden for Stjær e-Cycling.

Åbningsdagen for Stjær e-Cycling i november 2019. Her mødtes medlemmerne for første gang fysisk. Foto: Peter Person

Når ordet ”cykelløb” bliver sagt højt, tænker de fleste på en flok toptunede atleter, der kæmper sig op ad stejle bjerge på toppen af Alpe D´Huez eller lider på ubarmhjertige dage i stiv kuling langs de danske landeveje. De færreste forestiller sig derimod en gruppe midaldrende mænd iført lycra, der kampsveder på motionscyklen hjemme i garagen, mens de virtuelt cykler med i en fantastisk fantasiverden på computeren.

E-sport med sved på panden

Sporten, der er beskrevet ovenover hedder e-cykling. E-cykling har de seneste år oplevet stor fremgang, hvor mere end 8.000 danskere i dag dyrker den noget utraditionelle e-sport. En af disse personer er Peter Person, der i november 2019 var med til at stifte Stjær e-Cycling, der i dag er Danmarks andenstørste klub af sin slags.

”Klubbens medlemmer kommer fra så fjerne egne som Lemvig og Lolland. Når vi alligevel sidder på hjemmetræneren foran skærmen, gør det ingen forskel, hvor i landet du kommer fra,” fortæller Peter Person, der ser mange andre fordele i den fleksibilitet, som den virtuelle online-cykling tilbyder:

”Cykler du udendørs, bruger du en masse tid på at komme frem og tilbage til træning. Her hopper du på cyklen i hjemmet, og kalder dit barn pludseligt på dig, kan du hurtigt stige af igen, uden at det generer dem, du kører med.”

Fordomsfri og åbent fællesskab

90 % af medlemmerne havde aldrig mødt hinanden, før de valgte at melde sig ind i klubben, fortæller Peter Person. I stedet mødes de online over Zwift eller Bkool, der er populære apps for e-cyklister. Andre har fundet frem til klubben på Facebook, hvor der er flere grupper dedikeret e-cykling.

”I og med at mange ikke har mødt hinanden fysisk før de bliver en del af fællesskabet, er der en helt anden åbenhed over for de mange forskellige personligheder der gemmer sig bag de virtuelle avatars. Det er rytternes optræden på cykel samt dialogen før, under og efter aktiviteten de bedømmes ud fra, vi har dermed en helt anderledes fordomsfri og positiv tilgang til hinanden,” fortæller Peter Person.

Fra online- til fysiske fællesskaber

Selvom træningen foregår online, har flere af medlemmerne sidenhen mødt hinanden i virkeligheden. Det har de til træf og stævner i forbindelse med e-cykling, således som på de støvede landeveje, fortæller Peter Person:

”De fleste kører også løb udenfor. Her har flere af os mødtes og stillet op sammen i klubben, til blandt andet Hærvejsløbet og Kløver MotionsCykelløb, hvilket plejer at være meget hyggeligt.”

Her får klubbens medlemmer sat ansigt på hinanden, så de ikke længere blot er en Avatar i programmet og stemme på Discord-kanalen som til hverdag:

”Det er ligesom at være på Tinder. Du ved aldrig præcis, hvem der dukker op, da der er flere, du aldrig har mødt. Det er spændende, men samtidigt nervepirrende,” fortæller Peter Person smågrinende.

Pain Caves som disse danner rammer om træningen for de fleste e-cyklister.Pain Caves som disse danner rammer om træningen for de fleste e-cyklister.Foto: Peter Person

Potentiale til at ramme bredt

Peter Person fortæller videre, hvordan han jævnligt mødes af fordomme lignende dem de mere traditionelle e-sports lider under. Mange er uforståelige over, hvorfor de ikke bare cykler udendørs i stedet for at hive computeren indover.

Det gør vi også, plejer Peter Person at svare, hvorefter han fortæller om de mange fordele og styrker ved e-cykling:

”Det er let at gå til, vi er ikke udfordret af vind- og vejrforhold og så er det en sikker sport at dyrke. Jeg kender en, der engang styrtede af cyklen hjemme i garagen, da han ikke have spændt sin hjemmetræner ordentligt fast. Ellers er det en cykelsport helt uden styrt.”

Derudover er det en sport, som er let for nye medlemmer at blive en del af, slår han fast. Nye medlemmer er ikke på samme måde udsat, som hvis de møder alene op på et hold, som har trænet sammen i mange år og kender hinanden ud og ind.

”Nye medlemmer bliver anset som potentielle legekammerater, værdige modstandere eller værdifuld energi til fællesskabet. Så det er let at blive en del af fællesskabet,” slår Peter Person fast.

Drømmer om stor opbakning fra lægterne

E-cykling er stadig i sine spæde år, men Peter Person lægger ikke skjul på, at han har store drømme og ambitioner for sportens fremtid. Han håber, at sporten på sigt vil kunne fylde hele haller og arenaer, præcist som computerspillet Counter-Strike har formået flere steder i udlandet:

”Vi er dialog med BikeMania om at prøve det af i mindre format allerede næste år til april i Aarhus Atletik- og Løbeakademi. Forhåbentligt kan det også være med til at udbrede sportens kendskab, så endnu flere vil hoppe med på e-cykling.”

Værd at vide om e-cykling og Stjær E-cycling:

E-cykling: På landsplan er der godt 8.000 der dyrker e-cykling. Der findes dog kun ganske få organiserede klubber for e-cykling. Herunder Stjær e-Cycling.

Stjær e-Cycling: Stjær e-Cycling har i dag 55 medlemmer fordelt over hele landet. De fleste er mænd i alderen 35-60 år, hvor klubben dog også har flere kvinder på holdet, der træner og kører på lige fod med mændene.

Fra 2022 er Stjær E-cycling blevet medarrangør af Kløver MotionsCykelløb, hvor der fremover vil være løbstilbud for både almindelige cykelryttere og e-cyklister.

Udstyr: For at dyrke e-cykling, skal du bruge en hjemmetræner, din cykel, samt en computer, tablet eller telefon der kan gå på den udvalgte simulator. Der findes hjemmetrænere i forskellige prisklasser med forskellige funktioner, hvoraf de mere dyre modeller kan simulere underlaget og kuperet terræn i form af stigningsgrader. De fleste cykler kan kobles på hjemmetræneren, og du behøver derfor ikke at investere i en dyr racercykel for at kunne være med.

Zwift: Zwift er den største platform for e-cyklister. I Danmark starter et nyt løb på Zwift hvert 45. minut, hvor alle med en bruger kan være med. Her kører du som din Avatar i en fiktiv verden, hvor du hele tiden kan holde øje med hvordan de andre deltagere klarer sig i forhold til dig. Det er også gennem Zwift, at de store turneringer bliver kørt.

Taktik: Deltager du i et løb som hold, vil taktikken fylde præcis lige så meget som under et rigtigt cykelløb. Her har hvert hold en kaptajn, en sprinter, en bjergrytter og en række hjælperyttere, som det blandt andet er muligt at ligge virtuelt bag hjul af.

BKOOL: BKOOL-ligaen er verdens hårdeste liga for e-cykling, hvor hold har muligheder for at konkurrer mod hinanden. Her kæmper de om ranglistepoint. Stjær e-Cycling har tre hold med i BKOOL-ligaen.

Vis mere Vis mindre