SUP-ildsjælen Mette fra Grenaa er Årets Frivillig 2023

Torsdag aften blev Mette Hedegaard Sørensen hyldet for sin store frivillige indsats hos Grenaa SUP OHANA. Det skete til DGI Østjyllands årsmøde.

Du mærker det i samme sekund, du møder Mette. Hendes ydmyge, positive og initiativrige facon gør indtryk.

De mærker det hver dag hos Grenaa SUP OHANA, hvor Mette Hedegaard Sørensen ikke bare er formand og instruktør, men hun har også banket adskillige events på benene og lagt utallige timer i at brande Grenaa. 

Det blev hun torsdag aften belønnet for til DGI Østjyllands årsmøde i DGI Huset Aarhus. Her blev hun hyldet som Årets Frivillig 2023 af over 100 deltagende. Mette Hedegaard Sørensen blev udvalgt blandt 21 kandidater, og med prisen fik hun et gavekort på 5.000 kr., som er øremærket en styrkelse af foreningen.

Hun troede, hun skulle klappe ad vinderen

Ydmygheden sprang i øjnene, da Mette fik beskeden om, at hun var indstillet.

”Jeg tilmeldte mig straks årsmødet. For det er synd, hvis der ikke er nogen til at klappe ad vinderen.”

For et par uger siden blev hun overrasket på SUP-boardet i Grenaa, hvor bestyrelsesformand i DGI Østjylland, Lars Mandrup, overraskede hende med den glædelige nyhed. Mette Hedegaard Sørensens reaktion var umiddelbar og – igen – ydmyg:

”Jeg er helt vildt overrasket. Den havde jeg simpelthen ikke set komme.”

Familie på hawaiiansk

Mette Hedegaard Sørensens hjerte banker for SUP-fællesskabet, og ”OHANA” stammer fra hawaiiansk og betyder familie. Det er ikke tilfældigt, for Mette nævner gentagende gange, at SUP-klubben er for alle.

”På vegne af alle medlemmer i OHANA, der er det vildt fedt, for det er noget godt, vi har kørende. Der er god energi og masser af opbakning til de aktiviteter, vi laver,” siger Mette Hedegaard Sørensen.

5 hurtige om Mette og Grenaa SUP OHANA

  1. Mette startede i 2020 Grenaa SUP OHANA op sammen med en anden ildsjæl fra Grenaa
  2. Mette er formand, instruktør for introkurser, ugentlige SUP-træninger, underviser i SUP Yoga, og hun afvikler også events for virksomheder og polterabender
  3. Mette og resten af klubben har blandt andet været værter for VinterSUP Cup i Grenaa, hvor SUP-klubber fra hele landet har deltaget
  4. Mette er ikke bare aktiv i foreningen. Hun engagerer sig også i lokalsamfundet ved at deltage i de mange dialogmøder, der er i øjeblikket i Norddjurs Kommune med henblik på at skabe mere liv langs kysten og skabe større sammenhæng havn og by
  5. I dag har Grenaa SUP OHANA 84 medlemmer i aldersgruppen 13-70 år

Stor betydning for hele Grenaa

Formand for FC Grenaa, Poul Nielsen, lagde i sin indstilling af Mette Hedegaard Sørensen blandt andet vægt på hendes utrolige påvirkning på Grenaa.

”Mette har brugt utallige timer på at gøre en positiv forskel i vores lokalsamfund og for at få flere til at få øjnene op for, hvad havet og vandsport kan,” skrev Poul Nielsen i indstillingen.

Og han har svært ved at stoppe, hvis han kun skal sætte ét ord på Mette:

”Imødekommende. Vilje. Gejst.”