Sådan fik Hammel GF 47,5% flere medlemmer på 5 år

Fra 2018 til 2023 er Hammel GF’s medlemstal steget fra 3512 til 5181 medlemmer. En opblomstring, som har givet fornyet energi til foreningen.

Hammel GFs medlemstal er skudt i vejret på få år Foto: Kristian Ryberg Johansen (Arkiv)

Hvordan formår en forening at rejse sig og få en eksplosiv stigning i medlemstal på få år? 
Det har Hammel GF muligvis et svar på. Et sportspas, åbne idrætsdage og topfaciliteter er en del af forklaringen.

Familier i fokus

Mogens Lyngby Pedersen, hovedformand for Hammel GF, fortæller, at det har været en klar strategi at få fremgang i medlemstallene. Derfor blev der analyseret på, hvordan de kunne nå deres mål. Svaret var at skabe idræt på tværs på den betingelse, at det ikke gik ud over de traditionelle idrætsgrene i klubben. Det blev løst ved at udvikle et sportspas - og særligt med børnefamilierne i fokus:

”Vi har lavet et sportspas til familier. En familie kan have svært ved at sige ”ja tak” til at spille badminton på bane 4 hver torsdag fra 18:30-20:30, og derfor falder de fra. Gennem sportspasset har man i stedet mulighed for at booke sig ind - og der er omkring 50 forskellige idrætsgrene, du kan dyrke.”

Med sportspasset giver man familier mulighed for at deltage i idræt, der passer ind i deres hverdag. Der er ikke noget fast, de skal gå til. De kan selv tilpasse tidspunkterne med et bredt udvalg af idrætsfaciliteter.

Samtidig er der også et almindeligt sportspas til alle medlemmer. Det har den fordel, at man kan prøve en masse sportsgrene og fitness af, inden man eventuelt melder sig på et fast hold. På den måde kan man undersøge, hvad man synes er særligt interessant at dyrke.

Åbn dørene, og vis hvad I tilbyder

Og netop at prøve en masse af er også et grundelement, som skal tiltrække flere børn og unge til foreningen. For rigtig mange er det en barriere at komme ned i hallen for første gang. For at imødekomme den udfordring, afholder Hammel GF ”åben idræt” tre gange årligt.

Her bliver dørene til hele centeret åbnet for skoleklasser op til 9. klassetrin. Både svømmehal, fire idrætshaller, fitnesscenter og sale bliver for en aften åbent hus for nysgerrige og glade børn. Det er foreningens frivillige, der står og tager imod de ca. 600 deltagere, der kommer på sådan en aften.

Disse arrangementer skaber et trygt miljø for børnene, der går hjem med en stor oplevelse. De bliver glade for at komme der, hvilket gør det nemmere at vende tilbage.

Så selvom ”åben idræt” ikke skaber økonomisk værdi, har det stadig stor betydning for foreningen. Når forældrene ser, hvor fedt børnene synes, det er, øges sandsynligheden for tilmelding.

Bedre end godt nok

Udover sportspasset har Hammel GF også valgt at gå særligt meget op i deres faciliteter. Et vigtigt parameter er, at alle – medlemmer som medarbejdere – skal synes det er fedt, sjovt og lækkert at komme til idræt. Derfor har det været afgørende at investere i gode faciliteter:

”Hver gang vi bygger nyt, skal det være det bedst mulige. Vi kan ikke bygge et stadion med plads til 100.000, men det skal være det bedst mulige. Det skal være lækkert. Det skal bare være lidt bedre end godt nok,” udtaler hovedformanden.

For eksempel har foreningen valgt at investere i ni egym-maskiner. Maskiner, der indretter sig efter hver enkelt brugers behov og sværhedsgrad. Med en chip bliver brugerens indstillinger automatisk opsat, så man kan gå direkte i gang med træningen. Mogens Lyngby Pedersen fortæller, at selvom det har været dyrt, har det været det hele værd, fordi mange nye medlemmer i alle aldre er begyndt at komme efter dette:

”Der er mænd over 70 år, der er blevet helt vilde. De træner hver dag. Så det har været fantastisk.”

Et godt råd

Efter den store fremgang i medlemstallene er der blevet ekstra travlt på klubkontoret i foreningen.

I første omgang holdt kontoret åbent tre gange ugentligt i halvanden time ad gangen. Men det var langt fra nok, fortæller hovedformanden:

 ”Det er eksploderet. Kontoret har nu stort set åbent fra 8-20. Der har været et kæmpe behov for at få hjælp til at tilmelde sig, og der er så mange spørgsmål om, hvordan man starter til idræt.”

 Meget tyder altså på, at Hammel GF’s strategi har virket efter hensigten. Den gode modtagelse af nye medlemmer og deres behov har været i front. Samtidig har der været stor fokus på at skabe gode rammer og faciliteter for alle, der kommer i foreningen. Der er sket meget på få år og hovedformandens råd til andre foreninger er klart:

”Prøv at tænke nyt.”