Rehab Golf er en gave for helbredet

Et nyopstartet golfhold i Randers Golf Klub hjælper sygdomsramte borgere med deres genoptræning og motiverer dem til at gribe dagen.

Det er kun 2,5 år siden, at Leif Binder Johansen fik en blodprop i hjernen. Han mistede evnen til at gå, manglede halvdelen af synet på begge øjne, fik nedsat kraft i venstre side og kæmpede med kognitive vanskeligheder. Nu spadserer Leif Binder græsset tyndt på golfbanen hver fredag i Randers Golf Klub og putter bolde i hul sammen med 19 andre sygdomsramte borgere.

Golf giver plus på kontoen 

Karakteren af golf udfordrer Leif Binder på mange områder. Særligt balance- og koordineringsevnen bliver testet, når han skal placere fødderne korrekt, svinge køllen og ramme golfbolden helt lige. Det tager på kræfterne, og de mange kilometer fredag formiddag kan mærkes på kroppen. Men ifølge Leif Binder er det trættende på den gode måde.

”Det koster meget energi, men giver alligevel overskud på energikontoen, fordi det er en god oplevelse. Når vi tager hjem, er vi brugte, men vi har plus på den gode konto,” siger Leif Binder.

Golf er hensigtsmæssigt, fordi det kan tilpasses den enkeltes behov samtidig med, at den udfordrer og flytter grænser. Det er Leif Binder et levende eksempel på. Men Marck Lindved, manager i Randers Golf Klub, fremhæver også en anden fortælling om én af deltagerne, der af lægerne havde fået at vide, at han aldrig kom til at gå igen.

”Allerede gangen efter han var startet, begyndte han at gå lidt selv, og nu er han uafhængig af golfbilerne. Han har en vanvittig vilje,” siger Marck Lindved.

Golf giver værdi og succesoplevelser hos spillerne, fordi de får fornemmelsen af at lykkes med noget. Det er et godt supplement til deres fysiske men også psykiske rehabilitering.

For mange af spillerne er Rehab Golf højdepunktet på ugen, når de samles til 3. halvleg med et glas vin eller en kop kaffe. Deres fælles forståelse for hinanden giver en særlig rummelighed og stemning omkring Rehab Golf, som mange af deltagerne tiltrækkes af. Det giver anledning til mange grin og drillerier deltagerne imellem både under og efter golf-træningen.

Fra individualitet til fællesskab

Winnie Pedersen på 47 år er senhjerneskadet og er en af dem, der finder stor værdi i det sociale fællesskab omkring Rehab Golf. Lige fra hun betræder golfbanen til hun forlader den, står glæden malet i ansigtet på hende. Hun kalder det en gave for helbredet.

eg er her ikke kun for spillet. Det handler lige så meget om sammenholdet og den snak, vi har imellem. Jeg ville aldrig komme afsted, hvis jeg skulle gå alene.

Winnie Pedersen

At leve med et usynligt handicap kan være svært at forholde sig til, hvis man ikke har samme bagkatalog af sygdomme. Men det sker naturligt for deltagerne, når de går op og ned ad hinanden hver fredag, at de åbner op for hinanden og opdager, at de kæmper med nogle af de samme udfordringer.

På trods af at golf er en individuel sportsgren, har deltagerne en følelse af at gå til holdsport, når de er til Rehab Golf. Flere af deltagerne spiller ikke for at vinde, men for at være en del af et stærkt sammenhold.

”Vi får det til at føles som en holdsport ved, at vi går sammen, støtter hinanden og forstår hinanden. Det gør, at golf ikke er alt for udfordrende for os,” fortæller Leif Binder.

På den måde får spillerne mulighed for at deltage i en aktivitet og indgå i et traditionelt foreningsfællesskab, der både imødekommer deres behov og tester dem i deres udfordringer.  

De bedste forudsætninger

Rehab Golf har været i gang siden maj 2022. Inspirationen kom fra Roskilde Golf Klub, der fra tyske studier har erfaret, at golf egner sig som alternativ genoptræning.

”Vi har taget Rehab Golf til os, fordi vi har muligheden for det. Vores vision er at bidrage til, at flere kan leve det gode liv,” siger Marck Lindved.

Det er også en af grundene til, at Randers Golf Klub fortsat forsøger at forbedre vilkårene for deltagerne, så de kan mærke værdien i at gå til Rehab Golf.

I fremtiden vil Randers Golf Klub starte et hold mere op, hvis efterspørgslen stiger. De ønsker stadig at holde Rehab Golf lidt intimt, fordi mange af dem med hjerneskader i forvejen kæmper med at rumme forskellige mennesker. Desuden vil de kontakte lokale fysioterapeuter for at supplere genoptræningen, og Handicapforbund og Hjerneskadeforeningen vil gøre en indsats for at udbrede konceptet på landsplan.

”Med bedre udstyr og hjælpemidler kan deltagerne fokusere deres kræfter på spillet og det sociale,” siger Marck Lindved, der fortæller, at de for nyligt har fået en delvis bevilling fra DIF & DGI’s foreningspulje og fra Sydbank Fonden.

Det har gjort det muligt for Randers Golf Klub at tilpasse golfudstyr til Rehab-Golf, så deltagerne blandt andet kan få golfscootere og vogne.