Nørager og Mols/Knebel vinder Lokaldysten 2021

Efter et brag af en motionsfest kan Nørager og Mols/Knebel kalde sig for vinder af Lokaldysten 2021 og de mest aktive lokalsamfund i henholdsvis Nord- og Syddjurs Kommune.

Bevægelse. Fællesskab. Sammenhold. Det er, hvad der beskriver de sidste fire uger i Nord- og Syddjurs Kommune. Her har Lokaldysten 2021 nemlig stået øverst på dagsordenen.

Aktiv sensommer på Djursland

I alt slags vejr har borgere fra syv lokalsamfund i Nord- og Syddjurs Kommune fundet løbeskoene frem, spændt cykelhjelmen og snøret traveskoene i kampen om at blive det mest aktive lokalsamfund.

Med titlen følger en pengepræmie på 5.000 kr., som Nørager og Mols/Knebel kan bruge på et eller flere udviklingsprojekter i byen.

Viljefaste borgere i Norddjurs Kommune

Selvom vejret ikke var med borgerne i Norddjurs Kommune, forhindrede det ikke borgerne fra Vivild, Allingåbro og Nørager i at bevæge sig ud og deltage i årets Lokaldyst.

Ung som gammel trodsede de regnvejret og begav sig ud på en cykel, løbe- eller gå-rute, og i Nørager blev det til i alt 1152,1 km, svarende til 3,09 km pr. indbygger. Af den grund, løber de med sejren som det mest aktive lokalsamfund i Norddjurs Kommune.

At det netop var Nørager som løb afsted med sejren i Norddjurs Kommune, kommer ikke bag på kommunens borgmester Jan Petersen, som overrakte både pokal og check til lokalsamfundet i Nørager foran 70 fremmødte borgere.

I Nørager har de formået at skabe et særdeles stærkt lokalsamfund på værdier som frivillighed, fællesskab og foreningsliv. Her bakker folk op, når der sker noget i byen, hvilket også var tilfældet i Lokaldysten

Borgmester i Norddjurs Kommune, Jan Petersen

Foruden titlen som den mest aktive landsby i Norddjurs Kommune, blev det ligeledes afsløret, at Norddjurs Kommune også tog den samlede sejr mod nabokommunen fra Syddjurs i de to kommuners interne konkurrence.

Hvad er Lokaldysten?

  • Lokaldysten er et samarbejde mellem DGI Østjylland, Bevæg dig for livet – Løb & Gang og syv lokalsamfund i Norddjurs og Syddjurs Kommune.
  • Lokaldysten går ud på, at flere lokalsamfund dyster om at tilbagelægge flest kilometer ved løb, cykling og/eller gang.
  • Den vindende landsby hædres af borgmesteren og får en pengepræmie på 5.000 kr. til et eller flere udviklingsprojekter. Vinderen kåres ud fra, hvilket lokalsamfund som har bevæget sig mest pr. indbygger.
  • Målet med Lokaldysten er at sætte fokus på idræt, bevægelse og sundhed - ikke mindst i fællesskab med andre.
  • I år har Lokaldysten fundet sted i uge 34-37.

Vis mere Vis mindre

Kampklare borgere i Syddjurs Kommune

I Syddjurs Kommune var der solskin på menuen, og her kæmpede borgerne fra Mols/Knebel, Tirstrup-Balle, Ådalen og Ryomgård bravt i den bagende sol. Med i alt 1182,6 km i benene, svarende til 2,05 km. pr. indbygger, er det i Syddjurs Kommune Mols/Knebel, der stolt kan kalde sig for det mest aktive lokalsamfund.

Borgmester Ole Boilesen overrakte præmien til Mols IF, der modtog prisen på vegne af lokalsamfundet i Mols/Knebel. Ole Boilesen glæder sig over, at så mange har taget del i Lokaldysten.

”Det er selvfølgeligt ærgerligt, at det var Norddjurs Kommune som løb afsted med den samlede sejr, men det må lægge op til en revanche næste år,” fortæller Ole Boilesen.

Sådan så det ud, da Lokaldysten 2021 løb af stablen

Bevægelse, sundhed og fællesskab

Lokaldysten har budt på alt fra solskin til regnvejr, bevægelse og idræt og ikke mindst fællesskab. Til Lokaldysten har barn som voksen, lokal som tilflytter, og venner som bekendte kunne mødes og stå sammen om at dyrke motion og slå de andre lokalsamfund i kommunen.

Der arbejdes nu på at gentage succesen med Lokaldysten igen til næste år.