Lokalt motionstilbud er kommet godt fra start

I september åbnede Gymnastik Odder dørene for et nyt motionstilbud for voksne. Tilbuddet hedder ’Træning i naturen’ og er holdtræning i det fri for folk, der har svært ved at komme i gang med at bevæge sig eller er på vej tilbage fra en kronisk sygdom, i gang med genoptræning eller lignende. Og det går godt.

'Træning i naturen' hos Gymnastik Odder har til formål at give kronisk syge og inaktive voksne mulighed for at dyrke foreningsmotion i naturen. Foto: Lone Olsen

Det var med stor spænding, at Gymnastik Odder i september åbnede deres nye motionshold ’Træning i naturen’. Holdet ligner nemlig ikke andre eller tidligere hold fra det traditionelle foreningsliv. Det er sat i verden i forbindelse med DGI Østjyllands projekt, ’Ud i naturen – Ind i livet’, som har til formål at give kronisk syge og inaktive voksne i Odder Kommune og Syddjurs Kommune mulighed for at dyrke foreningsmotion i naturen.

Når de kommunale sundhedscentre slipper patienterne efter et rehabiliteringsforløb, er risikoen for, at de falder tilbage til en inaktiv livsstil stor, og der findes ingen vedvarende motionstilbud, der holder borgeren i gang. Netop dette arbejder ’Ud i naturen – Ind i livet’ med sammen med to foreninger fra hver kommune, herunder Gymnastik Odder.

”Det er gået rigtig fint med at starte op. Vi var meget spændte på, hvor mange der ville dukke op, men vi har 10 faste deltagere, og flere har også været forbi at snuse flere gange. Det er vi rigtig tilfredse med. Vi kan ikke rumme mange flere, fordi der er meget stor spredning i forhold til, hvad deltagerne kan,” udtaler Marie Broch, instruktør på ’Ud i naturen’ hos Gymnastik Odder.

Hun kan se, at deltagerne allerede har rykket sig meget på de få måneder, hvor tilbuddet indtil videre har kørt.

”De er meget entusiastiske. Flere har faktisk efterlyst en træningsgang mere i ugen, og jeg har også hørt snak om, at flere af dem vil mødes selv. Det er fedt at fornemme, at de kan bruge træningen og aktiviteterne, og har det godt i fællesskabet. Det er jo netop målet,” fortæller Marie Broch.

Let til overspringshandlinger

En af de deltagere, der har været med siden starten, er 73-årige Hans Valenta. Han faldt over tilbuddet i lokalavisen og syntes, at det lød spændende. Han har tidligere været aktiv, og såmænd også bestyrelsesmedlem i gymnastikafdelingen i det tidligere Odder Idrætsforening, men var blevet lidt for henholdt til sofaen.

”Jeg har tilmeldt mig holdet, fordi jeg godt kan lide at komme ud. Jeg har førhen dyrket motionsgymnastik og gået en del, men jeg savnede det sociale samvær og kom ikke rigtigt af sted mere. Man har meget let til overspringshandlinger, så man ikke kommer af sted, når man ikke er forpligtet af nogen, der venter,” siger Hans Valenta.

Og han er enig i Marie Brochs betragtning i, at starten på ’Træning i naturen’ har været god.

”Jeg kommer af sted og får dyrket motion i et hyggeligt fællesskab. Og så giver det en masse inspiration, når man har mulighed for at tale sammen med andre, mens man motionerer. Det er rigtig godt, og det er altså bare mere interessant at dyrke noget med andre, frem for at gå rundt selv,” påpeger Hans Valenta.

Ikke bare pjat

Selvom de tre instruktører på holdet har hænderne fint fulde med de 10 faste deltagere, kan der godt blive plads til en håndfuld nye ansigter, hvis nogle lokale oddergensere skulle have interesse i at hoppe med på vognen.

”Hvis man er interesseret, er det bare med at kigge forbi eller give os et kald. Man bliver udfordret i forhold til ens niveau, så alle kan være med, selvom holdet i udgangspunktet har en speciel målgruppe for øje. Og vi har det altså rigtig sjovt med en masse forskellige øvelser, konkurrencer og lege, som ender med at rykke folk fysisk som psykisk. Det er ikke bare pjat,” udtaler Marie Broch.

Den betragtning er Hans Valenta enig i, og han kommer samtidig med en opfordring til det mandlige køn.

”Det er et rigtig godt tilbud med masser af udfordringer, hvis man ønsker det. Det kunne dog være fint med lidt flere mandlige deltagere. Jeg har ikke noget imod at være enlig hane i hønsegården, men det ville nu alligevel være dejligt, hvis det mandlige køn kom op af stolene,” siger han.

Ud over etableringen af ’Træning i naturen’-hold i de fire lokale idrætsforeninger, er der i projektet etableret et tæt samarbejde med sundhedscentrene og de kommunale sundhedstilbud, hvor fokus er på at lave en samlet indsats for at informere og motivere kronikere til at deltage på holdene i foreningerne.

På baggrund af erfaringerne i Odder Kommune og Syddjurs Kommune er målet på sigt at sprede konceptet til hele landet. ’Ud i naturen – Ind i livet’ løber ind til videre frem til efteråret 2016. Det er TrygFondens regionale råd i Midtjylland, der står bag donationen på 1,5 mio. kr. til DGI Østjylland som et led i TrygFondens samlede arbejde med at forbedre livskvaliteten for kronisk syge.

Om ’Træning i naturen’ i Gymnastik Odder

  • Holdet træner hver tirsdag fra kl. 17.00-18.00 med udgangspunkt i Vejlskoven og omkringliggende stier
  • Træningen er åben for alle – også dig der lige har afsluttet et træningsforløb på kommunens træningscenter eller aldrig har været med i en forening før
  • Det koster 912 kr. at være med en hel sæson, men man kan også tilmelde sig med ratebetaling af 304 kr.