Lokaldysten har vokseværk: Nu skal 7 østjyske kommuner tælle kilometer

28 lokalsamfund fra 7 østjyske kommuner afholder Lokaldysten 2023, hvor de kæmper om at gå, løbe og cykle flest kilometer.

Der er lagt op til svedige byfester i hele 28 østjyske lokalsamfund i 2023. Foto: Bo Nymann og Lasse Olsson

Hvor mange kilometer kan vi gå, løbe og cykle i løbet af to timer?

Det spørgsmål finder 28 østjyske lokalsamfund ud af i løbet af sommeren, når motionseventet Lokaldysten er på programmet.

Her dyster lokalsamfundene i de enkelte kommuner mod hinanden om at blive kommunens mest aktive lokalsamfund. Aarhus, Favrskov, Norddjurs, Odder, Randers, Samsø og Syddjurs Kommune er de syv kommuner, der er med i Lokaldysten i Østjylland.

Lokaldysten bidrager med et helt særligt engagement og sammenhold i lokalsamfundene

Heine Skovbak Iversen, formand for Kultur-, fritids- og landdistriktsudvalget i Syddjurs Kommune

En motionsbyfest, der samler

Lokaldysten samler lokalsamfund i en aktiv byfest, hvor både børn, unge, voksne og seniorer får sved på panden og smil på læben. Eventet udvisker betydningen af alder og fysisk formåen. I stedet er sammenhold og kampgejst nøglen til at stå øverst på sejrsskamlen.

Når målstregen er krydset, deles de tilbagelagte kilometer med indbyggertallet, og så er de syv vindere fundet. Vinderne bliver hyldet hver især af borgmesteren eller en udvalgsformand, som til præmieoverrækkelsen i kommunen efter alle events uddeler en pengepræmie til et eller flere udviklingsprojekter. I år kåres Østjyllands fedeste lokaldyst som noget nyt. Vinderen modtager 10.000 kr. i præmie.

Udover kolde kontanter er retten til kærlige drillerier selvfølgelig også på højkant.

Hvad er Lokaldysten?

Lokaldysten startede som en venskabelig konkurrence mellem to lokalsamfund i Viborg Kommune i 2013. Efterfølgende har det vokset sig endnu større, og i år deltager lokalsamfund fra store dele af landet, heriblandt fra syv østjyske kommuner.

Målet med Lokaldysten er at sætte fokus på idræt, bevægelse og sundhed - ikke mindst i fællesskab med andre.

Kort fortalt dyster lokalsamfundene i en kommune om at tilbagelægge flest kilometer ved løb, cykling og gang. Vinderen kåres ud fra, hvilket lokalsamfund som har bevæget sig mest pr. indbygger. Den vindende landsby hædres af borgmesteren eller en udvalgsformand og får en pengepræmie.

Kernen i Lokaldysten er motionseventet, som afholdes én gang årligt. Heraf udspringer ofte flere gå-, løbe og cykelaktiviteter, som engagerer landsbyboerne over længere tid. Ambitionen er at få flere til at deltage i de aktive og meningsfyldte fællesskaber, der allerede eksisterer i lokalsamfundene.

Vis mere Vis mindre

Syddjurs Kommune ser frem til tredje gang

Første event er på onsdag d. 24. maj, hvor Øster Alling i Norddjurs Kommune kickstarter Lokaldysten. Norddjurs afvikler ligesom Syddjurs alle deres dyste inden sommerferien, mens lokalsamfund i de fem andre kommuner må vente spændt til august og september.

Heine Skovbak Iversen, formand for Kultur-, fritids- og landdistriktsudvalget i Syddjurs Kommune, glæder sig over, at kommunen skal afvikle Lokaldysten for tredje gang:

”Lokaldysten bidrager med et helt særligt engagement og sammenhold i lokalsamfundene. Det er et godt eksempel på, hvad vi sammen kan opnå, når samarbejdet mellem kommune, DGI og det frivillige foreningsliv går op i højere enhed. Lokaldysten er aktivitet, fællesskab og smil på læben – og så kan alle være med. Alt sammen drevet af de frivillige kræfter, der er sammenhængskraften i vores foreningsliv. Det er vi stolte af i Syddjurs Kommune, og vi glæder os til, at startskuddet lyder for tredje gang,” siger Heine Skovbak Iversen.

De syv kommuner arrangerer Lokaldysten sammen med de 28 lokalsamfund, DGI Østjylland samt DGI Løb & Gang.