KropAmok giver plads på holdet til børn med særlige udfordringer

Børn og unge med fysiske eller psykiske diagnoser er underrepræsenteret i foreningslivet. I Hornslet har de en løsning på udfordringen.

Der er mange kreative aktiviteter på programmet, når KropAmok mødes til træning og camps Foto: KropAmok

Ikke alle trives på konkurrenceprægede idrætshold med mange mennesker i høj fart og med høj intensitet. Dette gælder især for børn og unge med psykiske eller fysiske udfordringer, der som konsekvens heraf kun i meget lavt omfang er medlem af en idrætsforening.

I Hornslet på Syddjurs, har den lokale idrætsforening til trods for dette haft stor succes med at tiltrække børn og unge med særlige udfordringer til deres forening på Hornslet IF´s helt særlige KropAmok-hold.

Mødes ikke som diagnosebørn

KropAmok-holdet har eksisteret i otte år, fortæller Sidsel Kjer Kristiansen, der selv er træner på holdet. Her mødes børn med forskellige diagnoser og udfordringer til fælles træning hver tirsdag - til aktiviteter så forskelligt som floorball, volley, kaosspil og motoriktræning:

”Selvom mange af børnene har diagnoser, gør vi meget ud af ikke at møde dem som diagnosebørn. Alene det at være en del af et hold, hvor de ikke føler sig som en outsider grundet deres udfordringer, gør, at de har nemmere ved at slippe deres bekymringer og blive en del af holdet.”

Sidsel Kjer Kristiansen i gang med nogle af de mange sjove aktiviteterSidsel Kjer Kristiansen i gang med nogle af de mange sjove aktiviteterFoto: KropAmok

Stolthed over at være en del af holdet

For mange af børnene er KropAmok et af ugens højdepunkter, og noget som de ser frem til hele ugen. Her får de nogle succesoplevelser, som de har sværere ved at opnå til for eksempel en almindelig fodboldtræning.

Vi spiller ikke for at vinde, men for at have det sjovt, give dem gode oplevelser og være en del af et fællesskab. De kommer for succesoplevelserne.

Sidsel Kjer Kristiansen

Dette kommer ikke mindst til udtryk hos flere af de ældre børn, fortæller hun videre. Her har de ældre og erfarne på holdet vist sig gode til at hjælpe og støtte deres yngre holdkammerater – hvilket ikke mindst er gjort muligt grundet en voksende selvtillid og personlig udvikling.

Ønsker du at høre mere om KropAmok?

Kontakt da Sidsel Kjer Kristiansen på tlf. 20 35 98 59

Eller på mail: Kropamok@gmail.com

Tilmelding til camp i vinterferien kan ske via linket under artiklen.

Camp i vinterferien

Foruden den ugentlige træning i Hornslet, har KropAmok-konceptet ligeledes haft stor succes med deres sommer- og vintercamps. Her deltager mange af holdets deltagere, hvor der også plejer at komme flere børn og unge udefra.

I skolernes vinterferie afholdes den næste camp over tre dage mellem den 14. – 16. februar, med tilmeldingsfrist den 16. januar.

”Det plejer at være en stor succes. Her får børnene en række gode oplevelser med foreningsidrætten, samt en T-shirt de stolt kan vise frem for familie og venner, når de kommer hjem. Forhåbentligt vil camps som disse også være med til at vise, at idræt og fællesskaber er for alle uanset diagnoser,” afslutter Sidsel Kjer Kristiansen.