Jesper fra SISU/MBK er ekspert i en god velkomst

Modtageren af Den gode velkomst er i denne omgang Jesper Steffensen fra SISU/MBK. For ham er det vigtigt at skabe et godt miljø for nye spillere i bordtennisforeningen.

Det er vigtigt at byde nye spillere velkommen på en ordentlig måde, mener Jesper Steffensen, der netop har modtaget buketten for Den gode velkomst. Foto: Henrik Møller

Jesper Steffensen fra SISU/MBK er én af dem, der er særligt god til at tage imod nye spillere i sin forening. Han lægger især vægt på at byde nye børn og deres forældre velkommen i klubben på en ordentlig måde. Her bliver de mødt af Jesper Steffensen i øjenhøjde. Han er opmærksom på de nye og afsætter god tid til den enkelte spiller. Og for ham er der flere ting, der er vigtige, når nye spillere kommer til deres første bordtennistræning.

”Det er både ved at sige pænt goddag til børnene og ofte er der jo forældre med. Så giver jeg dem en rundvisning i klubben og viser faciliteterne,” fortæller han.

Den Gode Velkomst

  • DGI Østjylland har søsat initiativet i efteråret 2019
  • Det skal sætte fokus på vigtigheden af at byde nye medlemmer velkomne i foreningens fællesskab
  • Personer, hold og foreninger, der er ekstra gode til at byde nye velkommen, kan blive indstillet
  • Anerkendelsen bliver uddelt én gang hver måned
  • Tiltaget kører frem til august 2020

Øje på alle børn

Desuden får børnene mulighed for at afprøve bordtennis et par gange, inden de melder sig ind, for at finde ud af, om det er noget, de gerne vil gå til. 

Til træningerne er det, ifølge Jesper Steffensen, også vigtigt, at de nye føler sig trygge og bliver taget godt imod af de andre børn.

”Jeg synes, det er vigtigt at sørge for, at man lige præsenterer de nye børn for de andre. At man lige tager en runde. Det er ikke raketvidenskab, men at man sørger for, at de bliver taget godt imod og bliver vist rundt er altafgørende,” uddyber Jesper Steffensen.

Det er nemlig med til at skabe tryghed, og på den måde er der øje på alle børn – særligt dem, der har brug for det.

Træner med stort T

Jesper Steffensen har været træner i rundt regnet 30 år – de sidste ti af dem i SISU/MBK. Og trænergerningen tager han gerne på sig.

”Jeg synes, sporten er spændende, og jeg kan godt lidt at have med mennesker at gøre. Det er rart at hjælpe nogen med at blive bedre til at spille bordtennis og lære lidt om andre ting derigennem,” siger Jesper Steffensen.

Ud over at have været en engageret træner gennem tre årtier, er Jesper Steffensen en stor del af klubben. Han er med til at arrangere kørsel og frugtordning samt medarrangør af flere sociale arrangementer blandt klubbens medlemmer.

Stolt og beskeden træner

Jesper Steffensen er både stolt og glad over at have modtage buketten. For ham er det vigtigt, at der bliver gjort noget ud af det, så nye medlemmer bliver taget ordentligt imod.

”Jeg synes, det er vigtigt med et godt førstehåndsindtryk – både i forhold til spillere og ikke mindst deres forældre, så man som forening sender et signal om, at der er styr på det, og at det er et godt sted,” fortæller han.