I Skovby er Multisport for voksne det nye sort

Multisport for voksne er et nyt koncept, hvor voksne kan dyrke mere end en idræt. Det har de taget til sig i Skovby Sportsklub. Her er der mere fokus på glæden ved at bevæge sig i fællesskab med andre end fokus på at være god.

Til Multisport i Skovby er der mere fokus på fællesskab end at være god

Lyden af pibende sportssko og duften af sportshal minder nok mange om, da de selv gik til håndbold, fodbold eller volleyball som barn.

Men til Multisport for voksne behøver du hverken at være god til eller have interesse for en bestemt sportsgren for at opleve glæden ved at røre dig i en forening. Her kan du nemlig forsøge dig med boldspil og motion i alle afskygninger, samtidig med at opleve det fællesskab du havde i fodboldklubben som barn.

For mange voksne kan det være svært at finde tiden til sport, og det kan være grænseoverskridende at starte som nybegynder i en sen alder.
Det har de i Skovby imellem Silkeborg og Aarhus fundet løsningen på; Multisport for voksne.
Her kan man afprøve forskellige sportsgrene, når det passer ind i hverdagen.

Hvad er Multisport?

Et koncept, hvor det er muligt ikke kun at dyrke én idræt men derimod mange forskellige.

Nogle af de særligt egnede aktiviteter er:

  • Høvdingebold
  • Stikbold
  • Spike-ball
  • Funktionel træning
  • Pickle-ball
  • Badminton
  • Skum tennis
  • Volleyball
  • Ringo
  • Fodbold
  • Floorball
  • Basket
  • Five-a side håndbold
  • Og mange flere..

Kun fantasien sætter grænser.

Vis mere Vis mindre

Skoleidræt - bare for voksne

”Jeg plejer at sige, at Multisport er skoleidræt for voksne. Derfor kan Multisport samle enormt mange mennesker, og alle kan være med på deres eget niveau.
Når man laver så meget forskelligt, er det sjældent, at nogen er vildt gode til det hele. Det gør det nemmere at starte i en sen alder,” siger Pernille Kirk Østergaard, formand for Skovby Sportsklub.

Pernille står for holdet i Skovby og faciliterer hver torsdag halvanden times Multisport. Her består træningen af tre forskellige aktiviteter i hver 30 minutter. Herefter er der altid tredje halvleg.

Til Multisport i Skovby er det sociale mindst lige så vigtigt som sporten. Alle kan være med og komme i tanke om det foreningsliv, de måske havde glemt eller manglede.
Flere tilflyttere til området er begyndt til Multisport. På den måde gik de fra ikke at kende nogen til at kende en masse gennem holdsporten. Et fællesskab man ikke oplever, hvis man starter alene i et fitnesscenter.

Tilpasset din hverdag

Deltagerne betaler kontingent for en sæson og kommer, når det passer ind i deres dagligdag. Til koordinationen bruger Skovby Sportsklub deres Facebook-gruppe. Her melder deltagerne sig på fra gang til gang.

”Jeg kører efter det princip, at det skal være lystbaseret og fuldstændig frivilligt, om man kommer eller ej. Alt efter, hvad der er af forældremøder eller skolefester, kan jeg have enten 8 eller 20 til træning. Det fede ved Multisport er netop, at man kan tilpasse aktiviteterne efter antallet af deltagere,” forklarer Pernille.

Netop fleksibiliteten tiltaler mange voksne, da det betyder, at man kan få det til at passe ind i en travl hverdag. Der er ingen, der siger: ”Du skal komme for at vi kan stille hold”.

Pernille Kirk Østergaard, der altid selv har dyrket mange forskellige sportsgrene, ønskede efter endt barsel at komme i gang med at motionere igen. Her blev hun opmærksom på tilbuddet om Multisport. I dag står hun selv i spidsen for holdet og sportsklubben.

Det er Pernille, der bestemmer, hvad træningen indeholder, men hun lytter meget til den feedback, hun får. Hun oplever sjældent, at deltagerne siger nej, og de generelt nysgerrige på at prøve nye ting.

Formand og facilitator Pernille Kirk ØstergaardFormand og facilitator Pernille Kirk Østergaard

Start Multisport for voksne i din forening

Interessen oplever Pernille ikke kun blandt de 25 deltagere i sin egen forening. Interessen for Multisport for voksne er stor. Gruppen Multisport i Skovby, som holdet bruger til tilmelding og beskeder, er en åben gruppe, hvor alle interesserede kan følge med. Gruppen har nu 149 medlemmer med nysgerrige folk fra hele landet.
De stiller spørgsmål til konceptet og Pernille oplever at blive kontaktet af folk, der leder efter lignende tilbud. Et tilbud, hvor de kan dyrke motion i en forening og få noget socialt uden at være verdensmester i én sport.
Der er altså stort potentiale i at rekruttere flere medlemmer til sin forening med Multisport for voksne.

Og der skal få ingredienser til for at starte Multisport i din forening. Sporten kræver blot et sted at være og udstyr til de forskellige sportsgrene.
Hvis ikke foreningen er tilknyttet en allerede etableret skole- eller sportshal, som har rekvisitterne, er der masser af midler og fonde, som er mulige at søge. Netop det sidste har Skovby været rigtig gode til for at få udstyr til deres træning.

Få sparring og hjælp hos DGI med vores startpakke til opstart af Multisport

Vi tilbyder:

  • At skræddersy konceptet efter jeres behov
  • Besøg fra DGI-konsulent 1-3 gange i jeres forening
  • Hjælp til at introducere en bred vifte af forskellige aktiviteter.
  • Lån af rekvisitter til at prøve nye idrætter
  • At tage udgangspunkt i de faciliteter, I allerede har.
  • Markedsføringspakke
  • Løbende konsulenthjælp
  • Rådgivning i tilskudsmuligheder

Få hjælp fra DGI

Herudover skal der bruges en eller flere motiverede facilitatorer, der synes, det er fedt at planlægge forskellige aktiviteter. Facilitatoren kan sagtens selv være en del af holdet ligesom Pernille.
”De kalder mig træner, men jeg siger selv facilitator. Jeg er jo selv med,” griner Pernille og fortsætter:
”Det kræver jo ikke en decideret træner, men derimod en, der vil stå for at koordinere.”

Dagens træning deler hun på lokale Facebook-sider og -grupper, så personer i lokalområdet bliver opmærksomme på tilbuddet. Derudover sker rekrutteringen meget mund til mund, hvor de nuværende deltagere snupper ægtefællen eller en ven under armen.

Ellers er Pernille opfordring ”bare at komme i gang og prøve det af”, hvis man ønsker at starte Multisport op. Pludselig har du et hold, og så kan du i fællesskab med deltagerne udvikle på konceptet.