I Mårslet er den lokale idrætsforening med i idrætstimerne

Eleverne prøver nye idrætter af, idrætsforeningen får flere medlemmer og underviserne får nye værktøjer til brug i undervisningen. Samarbejdet mellem Mårslet Skole og TMG har været en succes for alle.

Badmintoninstruktør Rasmus Carøe i gang med at sætte eleverne fra 6.b og 6.c ind i dagens program. Foto: Rasmus Carøe

Fjerboldene flyver frem og tilbage over nettet, da to 6. klasser fra Mårslet Skole en kølig decembermorgen bliver undervist i badminton. Blandt børnene går Rasmus Carøe, der, foruden at være uddannet molekylærbiolog, er træner i den lokale badmintonklub. I dag har han nemlig overtaget idrætstimen og henvist 6. klassernes normale idrætslærer til sidelinjen for en stund, hvilket langt fra er første gang.

Projekt: TMG på Skolebænken

TMG på Skolebænken har eksisteret siden september i år, og kører efter planen frem til oktober 2022. Her har mere underviserne på Mårslet Skole og den lokale SFO haft mulighed for at booke instruktører fra i alt 10 forskellige idrætter. Et tilbud som har resulteret i mere end 50 bookinger (pr. december 2021).

Idrætterne der kan bookes en instruktør til tæller følgende:

  • Badminton, Basketball, Dans, Floorball, Håndbold, Parkour, Power Teens (fitness), Springgymnastik, Tennis og Volleyball.

Hovedformålet med projektet er at skabe bevægelsesglæde hos børnene, hvor de første måneder af projektet dertil har vist sig effektive til at tiltrække nye medlemmer til idrætterne. Særligt foreningens dansehold har haft stor succes med mange nye tilmeldte på deres hold, hvor også basketball, håndbold og badminton har kunne melde om flere nye medlemmer som følge af samarbejdet.

Vis mere Vis mindre

Samarbejde mellem TMG og Mårslet Skole

Rasmus Carøe er ikke den eneste eksterne underviser fra den lokale idrætsforening, som har fundet vej ind i Mårslet Skoles idrætstimer. Siden september har et samarbejde mellem skolen og Testrup Mårslet Gymnastikforening - TMG - betydet, at trænere og instruktører fra i alt ti forskellige idrætter har været forbi. Her har de introduceret de mange årgange på Mårslet Skole for så forskellige idrætter som badminton, dans og floorball.

”Først og fremmest handler projekt TMG på Skolebænken om at styrke børnenes bevægelsesglæde. Ved at få trænere og instruktører ind fra klubberne, får børnene samtidigt en bedre fornemmelse for, hvordan det er at gå til f.eks. badminton. Derudover har trænerne mulighed for at skabe relationer til børnene, og måske endda trække nye medlemmer, hvilket flere har lykkedes med,” fortæller Pernille Bechsgaard, der er foreningsudvikler i TMG og bindeleddet mellem skolen og idrætsforeningen.

Læs også: Kæmpe støtte til BMI og TMG skal gøre børn og unge aktive under åben himmel

De unge er klar på flere timer med instruktørerne

Dagens undervisning har helt sikkert været en succes, og både sjovere og hårdere end normalt, fortæller de to 6. klasses elever Simon Dantan og Elliot Astanedhoost, som heller ikke vil afvise, at han i fremtiden kunne finde på at melde sig ind i badmintonklubben:

”Jeg har tidligere spillet badminton. Og var det ikke fordi, at fodboldtræningen lagde samme dag, kunne jeg godt finde på at starte igen.”

Elliot Astanedhoost fortsætter: ”Det er fedt at få én som Rasmus forbi. Trænerne udefra ved mere om sporten og kender flere øvelser. Det gør det lidt sjovere.”

Hidtil har de to 6. klasser prøvet både badminton, basketball, floorball, håndbold og springgymnastik med instruktørerne udefra, og står det til de to drenge, må flere godt slå et smut forbi skolens idrætstimer fremover:

”Vi får prøvet nogle nye idrætter af, som vi ellers ikke ville. De er fedt, så vi ikke altid bare laver det samme,” fortæller Elliot Astanedhoost.

Elliot Astanedhoost og Simon Dantan nød dagens undervisning, selvom de begge mest af alt er fodbolddrenge.Elliot Astanedhoost og Simon Dantan nød dagens undervisning, selvom de begge mest af alt er fodbolddrenge.Foto: Frederik Vrist Hansen

Gratis tilbud til skole og SFO

Mårslet Skole giver intet for at få Rasmus Carøe og de mange andre instruktører ud at undervise. Det har fået mange undervisere på både Mårslet Skole og den lokale SFO til at booke instruktørerne. Her har underviserne et katalog med forskellige idrætstilbud målrettet de forskellige klassetrin, som de kan vælge ud fra. Herefter forsøger Pernille Bechsgaard at finde en ledig instruktør til dagen:

”Alle tilbud fra kataloget er udbudt med tanke på, hvilke faciliteter skolen i forvejen har adgang til. Idrætslærerne kan derfor let lade sig inspirere, så også vores idrætslærerne får noget ud af undervisningen. Det er et tilbud, som kommer alle til gode.”

Forskel på spil i skole og klubben

Badminton er et af de tilbud, der har vakt størst interesse. Her er det oftest dagens instruktør Rasmus Carøe, som møder børnene, når de træder ind i Mårslet Multihal til en anderledes idrætstime. De eksterne instruktører har nemlig en lidt anden tilgang end idrætslærerne, fortæller Rasmus Carøe, der også kender flere af børnene fra Mårslet Badmintonklub, som han ligeledes er træner i:

”Normalt spiller og leger børnene meget i idrætstimerne. Der er ikke den store fokus på teknik og udførelsen. Når vi er på besøg fra foreningerne, har vi derimod et langt større fokus på den teknik og de øvelser, som vi ville have til en almindelig træning for nybegyndere i klubben. Børnene får hermed et bedre indtryk af, hvad det reelt vil sige at gå til de idrætter, vi præsenterer dem for.”

Foreningsudvikler Pernille Bechsgaard Fast og badmintoninstruktør Rasmus Carøe Christensen.Foreningsudvikler Pernille Bechsgaard Fast og badmintoninstruktør Rasmus Carøe Christensen.Foto: Frederik Vrist Hansen

Ambassadør for TMG

Det er ikke kun børnene, som TMG´s mange instruktører får greb om. Relationerne til skolen har samtidigt medført, at flere af underviserne er blevet en form for ambassadører for idrætterne, fortæller Pernille Bechsgaard:

”Idrætsunderviserne tager ved lære af de måder, instruktørerne underviser på. De udvikler selv nye værktøjer til brug i undervisningen og vil have lettere ved at motivere børnene til efterfølgende at begynde til en idræt i TMG. De bliver en form for ambassadører for vores idrætter.”

Dialog om at forlænge tilbud

Samarbejdet med TMG i skolen løber frem til oktober 2022, hvor Pernille Bechsgaards tidsbegrænsede stilling hos TMG og DGI Østjylland udløber. Pernille Bechgaard ser dog gerne, at tilbuddet forlænges, hvor hun allerede nu også er i dialog med kommunen om at skaffe flere midler til projektet:

”Både skolen, eleverne og de mange instruktører ude i TMG har været begejstret for projektet. Det tager dog tid at finde frivillige instruktører til de mange bookinger. Vi er heldige med, at vi i TMG har mange ildsjæle, som har tid og lyst til at undervise, men det lader sig ikke gøre uden finansiering,” slår Pernille Bechsgaard fast.