I KHIF er der plads til både krammere og gode råd til benarbejdet

Den ene er uden trænerefaring, og den andens børn spiller ikke længere. Alligevel danner de to forældre sammen et stærkt trænerteam for badmintonbørn i Hasselager.

Klokken 15:30 tirsdag eftermiddag trisser en flok børn fra Bavnehøj skole op ad den lille sti til KHIF-hallen. I hallen er badmintonnettene sat op, fjerboldene fundet frem og Heidie Foersom og Mads Justesen står klar til at tage imod børnene.

På Kolt-Hasselager IF’s badmintonhold får børnene både sjov træning, krammere og gode råd til benarbejdet af deres to trænere, som med deres forskellige kompetencer og stærke samarbejde er lykkes med at skabe et beundringsværdigt idrætsmiljø for byens badmintonbørn.

Et samarbejde fyldt med kontraster

Siden 2017 har Mads Justesen og Heidie Foersom sammen trænet badminton i Kolt-Hasselager IF. Selvom de har haft mange år til at styrke deres samarbejde, komplimenterede de helt fra starten hinanden godt både i trænerrollen og personligt.

Vi har altid været et vildt godt team, fordi vi er modsætninger. Jeg er den rolige og omsorgsfulde, mens Mads er den, der siger: ’Nu tier I bare stille’

Heidie Foersom, træner i KHIF

Hun har økonomi og kommunikation på hendes bord, mens Mads Justesen har teknikken og badmintonerfaringen i ryggen.

”Vores forskellige styrker har betydet rigtigt meget. Især i de første år, hvor man skulle have det hele til at fungere,” forklarer Heidie Foersom.

De to er ikke bare gode kolleger i foreningen, men også gode venner. Fælles humor, fleksibilitet og forskellighed er nøgleord i deres makkerskab, og selvom arbejdsopgaverne mellem dem er skarpt fordelt, er fælles for dem begge kærligheden til sporten og samværet med børnene.

At springe ud i det uden erfaring

Mads Justesen har været i bestyrelsen i Kolt-Hasselager IF i mange år. Han er født og opvokset i forstaden til Aarhus, hvor han, da han voksede op, spillede både badminton og fodbold. Nu er han tilbage; ikke bare i spillerrollen, men også i trænerrollen.

Modsat er Heidie Foersom vokset op på landet. Hun er nordjyde og har aldrig hverken gået til badminton eller været træner, før hun startede i KHIF, fortæller hun. Mads Justesen ser sit snit til at stikke venskabeligt til sin trænerkollega:

”Nej, det kunne man godt se,” siger Mads Justesen med et smørret smil. De griner begge.

Da Heidie Foersom flyttede til Hasselager for 4-5 år tilbage, var der intet der hed hverken børnehold eller Flexifjer for voksne i KHIF. Hun tog sagen i egen hånd, og satte sig for at starte et voksenhold op.

Hende og bydrengen Mads Justesen mødtes på voksenholdet Flexifjer og blev gode venner. Inden længe havde de handlekraftige forældre stablet to børnehold på benene: Et for 0.-3. klasse og et for 4. klasse og opefter. I de første mange år trænede Mads Justesen og Heidie Foersom holdene selv, men nu er hele 42 børn kommet til, og derfor har de rekrutteret to ekstra trænere.

Trænere og forældre på samme tid

De to forældre er efterhånden vante i trænerrollen. Sammen har de været på trænerkurser, men meget af deres viden og deres evner til at træne børnene, kommer faktisk også fra deres forældreskab.

”I og med at vi selv har børn på den alder, har vi en stor forståelse for deres behov, og det hjælper meget i trænerrollen. Vi kender deres humor, musiksmag og ved, hvorfor de agerer, som de gør,” forklarer Heidie Foersom.

Der er mange fordele, når det kommer til at være forældretræner, og hvis børnene holder af idrætten, betyder det ikke noget, at det er mor eller far, der har trænertrøjen på. Heidies to børn går begge til badminton på hver deres hold. For hende giver det et specielt fællesskab mellem hende og hendes børn, at de bruger tid sammen i foreningen.

Jeg ville ikke opføre mig anderledes, hvis det ikke var mine egne børn. Faktum er, at man faktisk ikke mærker, at børnene er ens egne, hvis de nyder det og har det sjovt

Heidie Foersom, træner i KHIF

Børnene er videre, men Mads brænder stadig for fjer

Mads Justesens børn har også spillet, men de går ikke længere i klubben. Alligevel giver træningen og samværet med de andre badmintonbørn Mads Justesen både glæde og nye perspektiver på hverdagen. Samtidig er den gode feedback, som han får fra både børnene og deres forældre, med til at motivere ham.

”Det giver mig utroligt meget, når jeg er ude at handle eller rundt i byen, at børnene hilser på mig. At man kan mærke, at man er et kendt ansigt for dem,” fortæller Mads Justesen.

I fremtiden håber Heidie Foersom og Mads Justesen på at udvide og starte endnu et ungdomshold op. Efterspørgslen og tilslutningen er stor på begynderholdene, hvor de hovedsageligt spiller for sjov og for fællesskabets skyld.

Flere af børnene tager dog også til turneringer, og Mads Justesen arbejder på en aftale med nogle af de omkringliggende klubber, så børnene har mulighed for at rykke videre, hvis de ønsker at spille seriøst.