I Hou træner flere i dus med himlens fugle og skovens grønne træer

Hou og Omegns Idrætsforening har stor succes med at tilbyde træning i naturen for seniorer og sygdomsramte. Et hold er fyldt op, og flere står på venteliste, så nu starter foreningen endnu et hold.

Hos Hou og Omegns Idrætsforening har DGI-projektet 'Ud i naturen – Ind i livet' sat gang i træningen under åben himmel. Foto: Karen Rasmussen

Hver uge møder femten +60ere op ved Hou Hallen for at træne under åben himmel til vindens susen og fuglenes fløjten. Og træning i naturen omkring Hou er så populært, at Hou og Omegns Idrætsforening nu starter endnu et hold for dem, der vil ud i det blå og bevæge sig.

”Jeg har det ikke godt med at have venteliste, så til efteråret starter jeg et hold mere. Det betyder også, at dem der kommer fra genoptræning på VitaPark Odder har mulighed for at starte fra ny og ikke skulle følge med nogle, som har gået i flere år,” siger Ulla Bertelsen, som er instruktør på 'Træning i naturen' i Hou og Omegns Idrætsforening.

”Vi er højst 15 på holdet hver gang, for jeg skal kunne guide alle deltagerne ud fra deres individuelle behov og niveau. Det betyder, at nogle, der gerne vil træne, ikke kan komme til det, fordi vi er fyldt op,” forklarer Ulla Bertelsen.

Med leg og grin kommer alle hinanden ved

Deltagerne på holdet i Hou er en blandet skare, hvor nogle er meget aktive, mens andre har småskavanker eller kommer fra behandling og genoptræning. I træningen indgår en del lege, som gør, at deltagerne kommer hinanden ved og får et fællesskab igennem grin og sjove oplevelser.

”Der er det hele på holdet. Sjov, leg, energi og gode øvelser. Man er så glad, når man kommer hjem fra træning og der er virkelig et fællesskab på holdet, på trods af at vi er meget forskellige,” siger Jette Sasser på 65 år, som er en af deltagerne.

Holdet træner i naturen uanset vind og vejr og har også været på tur til Tunø for at opleve øen. Det gør, at træningen ikke kun tilgodeser muskler og led, men stimulerer hele kroppen, alle sanserne og velværet.

”Naturen er næsten det vigtigste element. Man er ude i det grønne og mærker vejret, og det giver noget helt andet end at være inde i en hal. Jeg går til andre ting indendørs, men det her er virkelig nummer et for mig,” fortæller Jette Sasser.

Holdet er et godt alternativ til fitness i maskiner

Holdet startede for to år siden, hvor Ulla Bertelsen, der har været gymnastikinstruktør i 25 år, blev uddannet instruktør i DGI-projektet 'Ud i naturen – Ind i livet'. Dengang var der seks deltagere, men langsomt er antallet af bevægelsesglade seniorer vokset.

”Jeg har bare startet holdet op og så er det gået mund til mund mellem de deltagere, jeg har nu. Jeg er heldig at have nogle gode formidlere på holdet, som lægger tilbuddet op på deres kanaler,” siger Ulla Bertelsen.

”I forhold til målgruppen er der mange, som gerne vil dyrke fitness, men hvor maskinerne ikke siger dem noget. Og så er holdet her et godt alternativ, hvor de kan komme ud i naturen,” fortæller Ulla Bertelsen.

Kort om 'Træning i naturen' hos Hou og Omegns Idrætsforening

Holdet var oprindeligt et tilbud til voksne, der havde afsluttet træningsforløb ved kommunen.

Holdet er startet i forbindelse med DGI’s projekt 'Ud i naturen – Ind i livet' og har eksisteret i HOIF i to år.

Holdet laver i øjeblikket speciel sommertræning for dem, som har tid og lyst.

Til efteråret kommer en studiegruppe fra Ungarn og studerer holdet, fordi de gerne vil have et lignende tilbud til landet.