Hvordan fik TMG 171 % flere medlemmer på 1 år?

Fra 21 til 57 medlemmer. På rekordtid har TMG Basketball i Mårslet næsten tredoblet deres medlemstal.

Thomas Pape er nyudnævnt formand for TMG Basketball, og han står nu i spidsen for en forening, der er i stigende vækst. På bare ét år er klubbens medlemstal steget med 171%. Men hvordan har TMG formået at få så stor succes på så kort tid?

Bekæmp den største konkurrent

”Hvis jeg skal bruge ét ord om vores udvikling, vil det være "inklusion." 

Dette er Thomas Papes bud på, hvorfor der er kommet så mange nye medlemmer til det seneste år. I TMG Basketball er konkurrenceelementet langt nede på prioriteringslisten. I stedet er der stor fokus på, at spillerne kommer i klubben, fordi det er hyggeligt og socialt. Ifølge formanden er dette et afgørende element for, at spillerne bliver ved med at komme til træning. Uden fokus på hinanden og fællesskabet er der nemlig alt for stor konkurrence fra en udefrakommende faktor:

”Vores største konkurrent er ikke håndbold og badminton men deres telefon, computer og TikTok. Jeg tror, vi formår at tiltrække de unge, fordi vi har et fedt miljø. Der er ikke fokus på, at de skal være dygtige. Der er kun fokus på processen,” udtaler Thomas Pape.

Og netop processen er nøgleordet for træningen i TMG. Den skal være drivkraften for børnenes lyst til at dyrke basketball, hvor de bare kan være og slå tankerne fra:

 ”Det handler om, at de hygger sig. Vi tapper ind i en tidsånd, hvor børn føler sig presset fra alle leder og kanter. Men her kan de få et frirum, hvor man bare bevæger sig.”

Hemmeligheden bag succesen

Frirummet opstår ikke af sig selv. Det kræver kompetente trænere, der yder en stor indsats for at skabe de bedste rammer. I foreningen i Mårslet er der et højt trænerniveau bestående af et fast team på tre. Teamet består af de to erfarne trænere, Casper Agerbo og Rikke Lysholm, der har været en fast del af klubben i mange år samt ungdomstræner, Ester Lysholm, der er kåret til Nordens bedste spiller i hendes årgang. Derudover er der fire trænere, der skiftes til at køre styrketræningen U13 og U15 holdene. De er alle med til at skabe en legende tilgang til sporten, hvilket måske er hemmeligheden bag basketballs store fremgang:

”Det bliver hurtigt seriøst i andre sportsgrene, hvor jeg tror, at vi holder det legende i længere tid i basket.”

Det legende element har stor betydning for spillernes udvikling – også selvom børnene ikke selv er klar over det:

”Jeg tror ikke, at børnene har opdaget, at de er med i en struktureret og god basket-træning. Jeg tror, de synes, at det er fedt at hygge og bevæge sig i halvanden time to gange om ugen.”

Hvad kan vi tilbyde de unge?

Thomas Pape fortæller, at deres unge trænere har en kæmpe værdi for TMG. De er et stort forbillede for spillerne, fordi børnene kan relatere til dem. Men selvom formanden er stor tilhænger af frivillighed, er der ét spørgsmål, han stiller sig selv og resten af ledelsen: Hvad kan vi tilbyde dem?

”Vi vil gerne understøtte, at de er dygtige til noget. Vi vil vise, at vi vil hjælpe dem og ikke kun tage af dem,” fortæller han.

Derfor har bestyrelsen i foreningen lavet en model, hvorved de kan hjælpe deres unge trænere. Det behøver ikke kun at være i form af aflønning, men i lige så høj grad hjælpe dem dér, hvor de befinder sig i livet. Thomas Pape uddyber, at det handler om at finde merværdien med udgangspunkt i det unge menneske og ikke nødvendigvis i sporten. For eksempel Ester Lysholm - en ung kvinde, som lige nu går i gymnasiet og går op i gode karakterer:

”Fordi jeg selv er mentaltræner, har vi sagt, at hvis Ester har brug for det op til eksamensperioder, vil jeg gerne være hendes coach. Vi prøver at finde en merværdi, som nødvendigvis ikke koster klubben noget, men som vi kan give. Det koster min egen tid, men den vil jeg gerne give,” siger formanden.

Et andet tiltag som klubben tilbyder deres unge trænere, er trænerkurser.

Gode råd til din forening

Dygtige trænere er én ting, der er nødvendig for at skabe en stærk forening. Men hvad mere kan man gøre for at skaffe medlemmer og fastholde de eksisterende?

Thomas Pape har en række ideer, som alle har været succesfulde for TMG. Det første han påpeger, er at være aktiv på sociale medier:

”Vær løbende aktiv på Facebook, fordi det er der, hvor forældrene er. Vis processen og det, der sker til træningen. Fortæl de gode historier med billeder og video. Det er sindssygt vigtigt. Derudover skal der være totalt fravær af konkurrenceelementet. Det handler om, at de hygger sig.”

En andet vigtigt råd fra formanden handler om spillernes tilhørsforhold til klubben:
”Vi skal fastholde dem, så de ikke glemmer os. Vi gør det blandt andet med udendørs sommertræning som bestyrelsen står for, mens trænerne holder sommerferie.”

Tilhørsforholdet er også vigtigt at fastholde, når børnene ikke er i hallen. Også her har Thomas Pape en løsning:
”Det er meget banale ting, men vi har lavet vores nye logo til klistermærker, som børnene kan sætte på deres computer og telefoner. Jeg vil gerne have, at de får identiteten endnu mere ind under huden.”

Mennesker frem for midler

Selvom Thomas Pape har en masse gode idéer til, hvordan man forbedrer klubben, er der én ting, som er altafgørende:

”Det kræver ikke midler, men de rette mennesker.”

Ifølge formanden falder succesen tilbage på de gode kræfter, der er i foreningen. Den helt store opgave handler om at være bevidst om de styrker, der er tilgængelige og hvilke, der mangler:

”Jeg tror, vi er en succes i TMG, fordi vi har de rette mennesker på de rette poster. Vi skal være meget bevidste og tydelige omkring hvilke styrker vi har behov for og hvilke, vi allerede har – og så handle derfra.”