Garvet frivillig: Vores arbejde kan ikke gøres op i kroner og øre

53-årige Rita Hauge fra Grenaa har været frivillig siden midten af 90erne. Hun ønsker, at flere danskere kaster sig ud i det frivillige arbejde, uden at tænke i kroner og øre. Der følger så meget mere med det at være frivillig.

Rita Hauge har været flyvende ud i frivilligheden stort set hele livet. Hun ønsker, at endnu flere danskere kaster sig ud i frivilligt arbejde. Foto: Privatfoto

Rita Hauge ved om nogen noget om at være frivillig i en idrætsforening. Allerede som teenager blev hun træner og livredder i Grenaa Svømmeklub, hvor hun selv var konkurrencesvømmer. I midten af 90erne trådte hun ind i klubbens bestyrelse, hvor hun sidenhen blev formand fra 1998-2004.

”Igennem mine mange år som frivillig er jeg nået frem til et personligt motto, der hedder ’en gang frivillig – altid frivillig’. Jeg kan simpelthen ikke forestille mig et liv, hvor jeg ikke laver frivilligt arbejde,” udtaler Rita Hauge.

Siden 2004 har hun været involveret i det frivillige arbejde omkring DGI Østjylland Svømning – både som medlem af aktivitetsledelsen og som praktiker på gulvet til stævner. På den måde har Rita Hauge både været med til at diktere de overordnede linjer og givet store oplevelser til børn og unge ved bassinkanten.

Frivilligt arbejde kan være hårdt, men giver masser af oplevelser og venskaber

Rita Hauge har et ønske om, at danskere indser, at lønnen for et arbejde ikke kun skal måles i kroner og øre. Det frivillige arbejde giver så meget igen i form af en masse herlige oplevelser, venskaber og bekendtskaber med børn og voksne – også selvom det kan være hårdt arbejde.

”Jeg indrømmer, at jeg nogle gange kan være lidt træt af at bruge 8-10 timer i en weekend på et svømmestævne, men når jeg først er kommet ud til stævnet, ved jeg lige præcis, hvorfor jeg bliver ved. Det kan jeg se i ansigterne på børnene, på deres sammenhold og på det fællesskab vi har imellem os frivillige,” fortæller Rita Hauge.

Hun påpeger samtidig, at det frivillige arbejde også er med til at bringe folk sammen fra forskellige samfundsskel, som man kender det fra omklædningsrummet. Det er underordnet, om man er direktør, sygeplejerske, skolelærer, mekaniker eller studerende, fordi alle er lige og brænder for den samme sag.

Erfaringerne og læringen fra det frivillige arbejde kan bruges privat

Et vigtigt lille aber-dabei i det frivillige arbejder er, at man også kan bruge erfaringerne fra bestyrelseslokalet, bassinkanten eller fodboldbanen i såvel privatlivet som arbejdslivet, ligesom verdenerne flyder mere og mere sammen, når man er frivillig i mange år.

”Jeg har været på mange kurser og deltaget i enormt mange møder. Dette har selvfølgelig givet mig nogle erfaringer og noget læring, som jeg har kunnet bruge i mit private virke, og så tror jeg faktisk, at 25 procent af mine venner på Facebook er folk, jeg har mødt igennem mit frivillige arbejde. Det siger vel næsten alt,” påpeger Rita Hauge.

Hvis hun havde en tidsmaskine. Ville hun så gøre det igen? Rita Hauge er ikke i tvivl.

”Skulle jeg starte livet forfra, ville jeg stadigvæk vælge at blive frivillig. Det har givet mig så meget, som jeg nødigt vil undvære, og det gør det stadig,” slutter hun.

5 gode råd om frivillighed fra Rita Hauge

  1. Sig ikke ja til mere frivilligt arbejde, end du kan overkomme. Det frivillige arbejde må ikke blive en konstant dårlig samvittighed – hverken i forhold til det frivillige arbejde og eller til din familie.
  2. Find noget du brænder for – det må ikke være en sur pligt.
  3. Hjælp andre til at indse, hvor meget det giver at være frivillig. Mange tror, det er et deltidsjob at være frivillig, men man bestemmer jo selv, hvor meget og hvor mange timer man vil lægge i det.
  4. Har du børn og går de til sport, er det en fantastisk måde at få indflydelse og indblik i dit barns sport på.
  5. Har du børn, er du et godt forbillede som frivillig. Min voksne datter har 'kun' oplevet sin mor som frivillig, og i dag er hun selv gået samme vej.