Gå-fællesskaber blomstrer i et vissent corona-efterår

Midt i en turbulent tid med restriktioner, forsamlingsforbud og afstandskrav træder østjyske gå-fællesskaber ud i efterårsvejret.

I Odder og omegn får gå-værten Roald Kramer både store og små til at binde snørebåndene og gå med på turene. Billedet er taget før de nye corona-restriktioner trådte i kraft. Foto: Roald Kramer

Under Covid-19 har idrætter og foreninger været udfordret grundet restriktioner. Derfor har DGI Østjylland i samarbejde med Bevæg dig for Livet – Løb & Gang og østjyske kommuner uddannet 22 gå-værter, der arrangerer gåture for at holde gang i folkesundheden. Indtil videre har over 700 personer vist interesse og meldt sig ind i facebookgrupperne, hvor gåturene bliver offentliggjort.

Gå-værtsaftener sprinter mod stor succes

Initiativet bygger på gå-værtsaftener, hvor lokale borgere lærer om rollen og ansvaret som vært før, under og efter en gåtur. De udlærte gå-værter sørger blandt andet for afstand på gåturene i det fri, mens det sociale samvær, motionen og bevægelsesglæden stadig smitter af på deltagerne.

Indtil videre har fire kommuner i Østjylland indgået i samarbejdet, der får stor opbakning fra borgerne i lokalsamfundene.

”Efter gå-værtsaftenerne oprettede vi fire facebookgrupper, der er tilegnet gå-fællesskaberne for hver af de fire kommuner. Indtil videre har mere end 700 personer meldt sig ind på tværs af grupperne, hvilket er en stor succes,” fortæller Louise Horne Brok, der er projektleder for initiativet samt konsulent med ansvar for Aktive voksne og Løb & Gang hos DGI Østjylland.

Grupperne på Facebook er beregnet til borgere i henholdsvis Syddjurs, Norddjurs, Skanderborg og Odder kommuner. Målet er, at alle østjyske kommuner får en eller flere gå-grupper til deres indbyggere, hvilket skal gøre det nemmere for borgere at arrangere, opretholde og blive en del af gåturene i lokalområdet.

Arrangørerne går et ekstra skridt for at planlægge den gode gåtur

Indtil videre har i alt 52 personer deltaget i de fire infoaftener. Det har resulteret i 22 gå-værter og flere interesserede, der tager ansvar og planlægger trygge gåture for deltagerne.  

En af gå-værterne er den aktive pensionist Roald Kramer, der i Odder Kommune nærmer sig 25 deltagere i snit på sine gåture. Den erfarne gå-vært gør det bekvemt for interesserede at deltage i gåturene, da planlægningen tager højde for både mødested, rute og corona-afstand.

”Da forsamlingsforbuddet blev sat ned til 10 personer, lavede jeg en smart model med grupper af ti, så vi stadig kommer afsted. Generelt oplever jeg, at deltagerne på mine gåture er glade for at møde op til et arrangement, der er arrangeret på forhånd, og hvor der er styr på det hele,” fortæller Roald Kramer.

De planlagte gåture med højde for retningslinjerne er åbne for alle, der har lyst til at røre sig i en tid med store konsekvenser for både fysisk og mental sundhed. Gå-fællesskaberne, gå-værterne og den milde motionsform fortsætter sin gang med østjyske borgere for at opretholde folkesundheden under pandemien.