Frivillig hos DGI Østjylland: Christina kombinerer fjerbolde og frivillighed

Instruktør på badmintonkurser, ungekonsulent på ’Young in Motion’, underviser på ’Unge i Front’. Christina Rohde Richters tid hos DGI Østjylland har været spækket med fede projekter og gode minder, og hun er ikke færdig som frivillig endnu.

Christina Rohde Richter hjælper med at finpusse teknikken på hendes rejse til Kina.

Christina er 26 år og har været frivillig hos DGI Østjylland siden, hun var 18 år. Hun har været i både Kina og Brasilien som ambassadør for DGI Østjylland, mens hun herhjemme er blevet formand for DGI Østjylland Badminton’s Instruktør- og Kursusudvalg. Badminton har været grundstenen i hendes frivillige arbejde, og det var også sådan, det hele startede.

”Jeg blev involveret i DGI Østjylland gennem trænerkurser i forbindelse med min interesse for badminton. På gymnasiet søgte jeg om at komme til Brasilien som badmintoninstruktør. Det kom jeg, og siden hen har det taget fart,” fortæller Christina.

Kom med til Kina med alt betalt

"Hej Christina. Vil du med til Kina?"

Det var en helt almindelig, kold torsdag aften i januar, da telefonen ringede efter arbejde. DGI Østjylland havde fået tildelt en ekstra plads på deres tur til Kina med alt betalt og ville høre, om Christina ville med. Knap et halvt år senere sad hun i et fly med 10 andre badmintoninstruktører fra andre DGI landsdele på vej mod sit livs badmintoneventyr.

Turen varede otte dage og havde et tætpakket program. De var på sightseeing i Kinas storbyer, besøgte en fjerboldsfabrik og lavede sparring med kinesiske badmintonklubber, hvor de skiftedes til at fremføre et træningspas. Særligt den sidste del gjorde et indtryk på Christina, der blev overrasket over badmintonkulturen i Kina.

”Dagen efter vi havde fremvist en træning, kom én af mødrene hen til mig. Hendes søn havde længe været træt af at spille badminton, men efter gårsdagens træning var han kommet hjem med fornyet gejst. Vi havde lavet træningen sjov, og det er ikke noget, man på samme måde dyrker i Kina,” fortæller Christina.

DGI Østjylland giver plads til de frivillige

Da Christina var under uddannelse som fysioterapeut, måtte hun i en periode skære ned for det frivillige arbejde, da tiden ikke var til det. Heldigvis kunne hun selv skrue op og ned for opgaverne alt efter hendes tid og overskud, og det er én af grundene til, at hun stadig er frivillig hos DGI Østjylland.

”Man får anerkendelse for alt det arbejde, man ligger i det. DGI Østjylland er en organisation, der synes det er fair nok, hvis man i perioder har mindre tid til at løse opgaver. De sætter pris på alt den hjælp, de kan få,” fortæller Christina.