Erling Post fra Randers Bordtennis er Årets Frivillig 2024
I onsdags blev 77-årige Erling Post overrasket af både bordtenniskollegaer i klubben og DGI Østjylland.
”Jeg er meget overrasket og taknemmelig.”
Bordtennisildsjælen Erling Post blev onsdag formiddag taget på sengen, da han fik nyheden om, at han er Årets Frivillig 2024 i DGI Østjylland.
Ydmygheden skinnede i øjnene, da Erling Post skulle sætte et par ord på hans indsats i klubben.
Det er let at lære folk at have det godt med at spille bordtennis
Erling Post, Årets Frivillig 2024
Havde ikke forestillet sig hyldest i sin alder
Den ihærdige bordtennismand havde ikke i sin vildeste fantasi troet, at han i alder af 77 år ville blive udnævnt til Årets Frivillig.
”Jeg havde forestillet mig, at det var frivillige, der arbejder med børn, der ville blive fremhævet,” siger Erling Post.
Gentagne gange blev Erling Post ved med at vise sin ydmyge side.
”Alle har prøvet bordtennis på et eller andet tidspunkt, så det er nemt at få dem til at spille bordtennis sammen. Det er kun et spørgsmål om at kunne lide mennesker,” siger Erling Post.
Se TV2 Østjyllands indslag om Erling Post
Enorm vigtig for klubben
Randers Bordtennis’ formand Tommy Jørgensen var stolt over prisen til Erling Post.
”Erling er enorm vigtig for vores medlemmer i klubben. Han gør en fantastisk indsats for, at klubben fungerer og sørger for en god kultur i klubben. Vi er stolte og glade over at have Erling med på holdet,” siger Tommy Jørgensen og fortsætter:
”Erling er den bedste til at tage imod nye medlemmer. Det gælder uanset om det er unge, ældre eller personer med parkinson,” siger Tommy Jørgensen.
Bordtennisformanden henviser til, at klubben har integreret 14 personer med parkinson på lige fod med de andre bordtennisspillere.
Erling Post blev udvalgt af DGI Østjyllands bestyrelse blandt 30 kandidater, og med prisen følger et gavekort på 5.000 kr., som skal bruges til at styrke og udvikle foreningen.
Erling Post bliver officielt hyldet til DGI Østjyllands årsmøde på torsdag d. 18. april.