Camilla og Ditte fik Jumping Fitness til Aarhus med hjælp fra ImpulsPuljen

Camilla og Ditte fra Aarhus Studenter Gymnastik og Fitness fik 15.000 kroner fra ImpulsPuljen til at starte et Jumping Fitness-hold i Aarhus. Da tilmeldingen åbnede, tog det kun ét minut, før de 10 pladser på holdet var taget.

Ditte Grunnet og Camilla Egedal får overrakt 15.000 kroner fra ImpulsPuljen

I gymnastiksalen på Katrinebjergskolen kan man mærke bassen fra højtalerne, der fylder hallen med høj musik. Musikken afbrydes kun af instruktøren Camilla, der overdøver musikken, når hun tæller takter foran deltagerne. Alle er placeret på hver deres trampolin med store smil og sved på panden. Det er første træning for de 10 heldige deltagere på Jumping Fitness-holdet i ASG.

Mangel på Jumping Fitness i Aarhus

Camilla Egedal Damgaard Bennedsen og Ditte Nordby Grunnet er sammen instruktører på det nyopstartede Jumping Fitness-hold i ASG. Begge flyttede til Aarhus for at studere, men opdagede hurtigt at storbyen manglede noget; et Jumping Fitness-hold.

Både Camilla og Ditte dyrkede Jumping Fitness i deres lokale forening hjemme i Gørding nær Esbjerg, hvor de boede, inden de flyttede til Aarhus. Her er de også begge blevet uddannet instruktører.

Derfor besluttede Ditte og Camilla at tage sagen i egen hånd og undersøge mulighederne for at opstarte deres eget hold i Aarhus. De opdagede, at det sværeste ved denne proces ville være at finde en forening, der havde økonomien og lysten til at indkøbe de trampoliner, som er alfa og omega for at kunne lave et Jumping Fitness-hold.

Søg ImpulsPuljen om støtte

ImpulsPuljen støtter gode unge-projekter, ideer og events, som giver unge lyst til at bevæge sig.

Du/I kan søge ImpulsPuljen, hvis:

  • Du/I er mellem 15-24 år.
  • Din/jeres ansøgning ligger mellem 5.000 – 25.000 kr.
  • Din/jeres aktivitet får flere unge til at bevæge sig og skaber dermed små frirum i hverdagen.
  • Aktiviteten er inspirerende og giver mulighed for nye sjove og stærke ungefællesskaber.
  • Din/jeres ansøgning dækker over udgifter til aktiviteter, trøjer, transport, musik, præmier, træningsudstyr osv.

Ansøg her

Vis mere Vis mindre

Derfor blev de gladeligt overrasket, da de blev opmærksomme på ImpulsPuljen.

”Vi blev virkelig glade, da vi opdagede ImpulsPuljen, det var jo netop sådan et tilbud, vi havde brug for. Trampoliner er rimelig dyre, og derfor vidste vi, at det ville være nemmere at få foreningen med, hvis vi selv havde mulighed for at finansiere nogle af trampolinerne.” fortæller Camilla Bennedsen.

Fuldt booket på under et minut

Inden holdet åbnede op for tilmelding, afholdt ASG et event og tre prøvetræninger. Camilla og Ditte havde været nervøse for, om de kunne fylde holdene ud, men allerede her mærkede de den store interesse for holdet. Derfor sagde pigerne også til de interesserede, at de nok skulle holde sig klar, når tilmeldingen åbnede.

Og med god grund. Holdet blev nemlig fuldt booket på under et minut og har allerede flere på ventelisten.

”Flere skrev til os efter: kan det virkelig passe, at der allerede er fyldt op, eller er der noget galt med hjemmesiden,” griner Camilla og Ditte stemmer i:

”Der var flere, som havde været med til prøvetræningerne, som havde ønsket at fortsætte på holdet, men som desværre ikke nåede det.”

Pigerne forstår godt, at pladserne blev revet væk. De manglede selv holdet, da de flyttede til Aarhus og er glade for, at de nu kan være med til at tilbyde, hvad der ifølge dem er verdens fedeste sport.  

”Det fede er, at Jumping Fitness kan samle mange forskellige niveauer. Det er jo individuel træning, men i fællesskab. Du er ikke påvirket af andres niveau eller form, da alle har hver deres trampolin. Alligevel giver Jumping Fitness dig mulighed for at opleve glæden ved at træne i en forening,” siger Camilla og fortsætter:

”Du har det skidesjovt, hører god og høj musik, så du opdager ikke at det er hårdt. Samtidig er Jumping Fitness godt for kroppen, da du ikke får så mange stød som ved blandt andet løb.”

Instruktørduoen drømmer allerede nu om at kunne indkøbe flere trampoliner, så de kan byde endnu flere hoppeglade deltagere velkommen på holdet.