Børn og dagplejere i Syddjurs får nu endnu mere bevægelse og glæde i hverdagen

Det sidste år har Syddjurs kommunale dagpleje haft endnu større fokus på motorik, leg og bevægelse gennem et DGI certificeringsforløb. Det har givet dagplejebørnene på Syddjurs mere selvtillid og en endnu mere aktiv hverdag. Samtidig har de 86 nu DGI certificerede dagplejere oplevet en styrket faglighed, arbejdsglæde- og fællesskab.

Det sidste hold af i alt 86 dagplejere i Syddjurs Kommune jubler over deres DGI certificering

I Syddjurs kommunale dagpleje har de det sidste år haft et øget fokus på børns motoriske udvikling. I torsdags bliver de sidste af i alt 86 dagplejere på Syddjurs DGI certificeret, og de er nu klar til gøre leg, glæde og bevægelse til en endnu større del af børnenes hverdag.

Pia Nielsen, dagplejer i Syddjurs Kommune, har altid haft fokus på bevægelse, men hun har gennem det sidste år oplevet, hvordan leg og bevægelse skaber glæde, øget trivsel og større selvtillid hos børnene.

”Jeg kan simpelthen se børnenes glæde i øjnene hver gang, jeg tager tingene frem. Siden vi startede, tør børnene mere og mere, fordi de er blevet trygge ved det. Det er med til at styrke deres selvtillid,” forklarer Pia Nielsen.

Skaber glæde hos både børn og voksne

Men det er ikke kun dagplejebørnene i Syddjurs Kommune, der nyder godt af, at deres dagplejere nu er DGI certificeret. Helle Brink Knudsen, souschef i Syddjurs Kommunes dagpleje, oplever, at dagplejerne har fået en fælles faglig retning. Samtidig har det været sjovt at være med i et fælles projekt, som har styrket arbejdsfællesskabet- og glæden.

”Vi har fået et fælles fundament for at styrke børnenes motoriske udvikling, hvilket gør det nemmere at implementere. Samtidig har det været fantastisk at se, hvordan børn og voksne i samspil har fundet endnu mere bevægelsesglæde,” fortæller Helle Brink Knudsen.

”Det har rystet os godt sammen, og det er blevet meget nemmere at sætte noget i gang i vores legestuer, fordi vi alle sammen har været med, og vi kan hjælpe og vejlede hinanden,” siger Pia Nielsen.

Motorik, leg og bevægelse er ikke kun en døgnflue hos dagplejerne i Syddjurs

Gennem fem moduler har dagplejerne arbejdet med temaer som bevægelsesglæde, motorisk udvikling og naturen som legeplads, og det er noget, de fremover skal have endnu mere fokus på. Ifølge Helle Brink Knudsen højner det kvaliteten i dagligdagen, og derfor har dagplejerne også haft fokus på at inddrage forældrene i projektet.

”Vi har italesat projektet og det øgede fokus på bevægelse over for forældrene, og fortalt dem, hvorfor vi gør, som vi gør, og hvordan de kan hjælpe med at understøtte det. Eksempelvis ved at barnet selv går fra bilen eller cyklen ind til dagplejen i stedet for, at de bærer dem ind,” fortæller Helle Brink Knudsen.

Om et år skal de 86 dagplejere re-certificeres for at give ny inspiration til bevægelse og kropslige aktiviteter og samtidig sikre, at der stadig er fokus på arbejdet med fysisk aktivitet for børnene i hverdagen.

Hvad er DGI certificering af dagplejere?

I et DGI certificeringsforløb af dagplejere gennemgår dagplejerne et forløb af fem moduler, der klæder dem på til at gøre leg og bevægelse til en integreret del af hverdagen for børnene.

I forløbet lærer de at stimulere og udfordre børnene kropsligt med udgangspunkt i det enkelte barns fysiske og mentale forudsætninger.

Dagplejerne får også idéer til konkrete bevægelsesaktiviteter målrettet aldersgruppen og inspiration til, hvordan de kan skabe en fysisk aktiv hverdag for børnene – både ude og inde.