Badmintonfeber på Ellevangskolen: Eleverne er klar til Aarhusmesterskaberne

Mere end 750 elever fra 31 klasser deltager når kommunens stærkeste badmintonklasse skal findes til Aarhusmesterskaberne i skolebadminton.

Fuldt fokus på Ellevangskolen

Allerede inden man træder ind i den murstensbeklædte Ellevangskolen i Vejlby, fornemmer man, hvad der foregår. Den karakteristiske lyd af indendørssko, der bevæger sig rundt på halgulvet, blandes med børnelatter i skøn forening. Det er næstsidste træning for skolens 3. klasseselever, inden de onsdag den 20. marts drager afsted for at deltage i Aarhusmesterskaberne i skolebadminton. Her kan skolens klasser se frem til at konkurrere med andre skoler fra kommunen.

En hal fyldt til bristepunktet

Hele 54 elever har denne fredag taget ketcheren i hånden, og med stort gåpåmod træner de med den lille fjerbold. Hvis man spørger eleverne selv, kan de godt mærke, at de er blevet bedre til at få bolden over nettet. Josefine fra 3.V, som aldrig har prøvet at spille badminton før, kan sagtens mærke, at hun er blevet bedre i de sidste par uger:

”Jeg har fået bedre kontrol over bolden og er blevet bedre til at ramme den, så den ryger derhen, hvor jeg gerne vil have den,” siger Josefine og fortsætter: ”Det har været sjovt at prøve, selvom jeg ikke er den bedste til det. Det har også været sjovt at kunne udfordre sig selv og mærke, at man bliver bedre og bedre for hver gang.”

Også Christian fra 3.U, som bor på samme vej som Josefine, kan mærke, at han har udviklet sig i spillet med fjerbolden. Selvom han har prøvet badminton før, kan han godt mærke, at træningen har båret frugt:

”Jeg kan godt mærke, at jeg er blevet bedre til at spille, siden vi startede. Især serven og at få bolden over nettet er jeg blevet bedre til,” fortæller Christian.

Både Josefine og Christian skal med til de kommende Aarhusmesterskaber, et arrangement der er stablet på benene af tre DGI Østjyllands medlemsforeninger.

Christian og Josefine er klar til AarhusmesterskaberneChristian og Josefine er klar til Aarhusmesterskaberne

Trænere på tur

De tre Aarhus-klubber, Højbjerg Badminton Klub, Viby Badminton Klub og Aarhus Badmintonklub, er arrangører. De tre klubber er gået sammen med en fælles vision om, at endnu flere børn skal få øjnene op for, hvor fed en sport badminton er. Gennem de seneste måneder har klubbens trænere besøgt alle 13 tilmeldte skoler. Her har de givet tips, tricks og gode råd til eleverne. På Ellevangskolen er der kun positive ting at sige om besøgene fra badmintonklubbernes trænere:

”Det er super fedt, at der kommer nogen fra klubberne ud og træner badminton sammen med os. Det er måske en af de discipliner, vi ikke er så skarpe i, så det er fedt, at der kan komme nogen eksperter forbi,” siger Peter Rasmussen, der er lærer på Ellevangskolen.

I alt 31 klasser og mere end 750 elever er tilmeldt det store skolearrangement i stadionhallerne. Det bliver en kæmpe turnering, hvor en hel klasse spiller kampe mod klasser fra Aarhus Kommunes andre skoler. Til sidst findes den bedste klasse, og det at spille mod andre skoler er noget, som skaber spænding hos både Josefine og Christian:

”Vi skal spille mod nogen, vi ikke kender, og måske er de mega gode. Det gør mig lidt nervøs, men jeg tror også, at det bliver fedt at spille mod nogen andre end dem på vores egen skole,” fortæller Christian.

Hos Josefine er der også en smule nervøsitet at spore, men hun glæder sig også til at spille imod andre klasser:

”Jeg kan godt lide at måle mig med nogen andre, så det bliver fedt, at vi skal konkurrere imod de andre skoler.”

Forhåbentlig smitter interessen

Til forløbet på Ellevangskolen har tre 3. klasser deltaget, og det har været en kæmpe succes for rigtig mange af skolens elever. De seneste fredagsmorgener er blevet brugt med fjerbold og ketcher, hvilket har givet en masse positive oplevelser for både elever og undervisere:

”Børnene har taget super godt imod det. Selv børn, der synes, at det kan være lidt træls med idræt, har været med på det. Vi har 54 børn med til badminton i dag, og det er helt sikkert noget, vi kommer til at blive ved med at tilbyde. Forhåbentlig er der også en håndfuld børn, som kunne tænke sig at starte i en af de lokale klubber efterfølgende – grundlaget er her, som man kan se på glæden og engagementet her i hallen,” fortæller Peter Rasmussen.

Om forløbet resulterer i flere medlemmer i de aarhusianske badmintonklubber, må tiden vise. Der er dog ingen tvivl om, at endnu flere har fået øjnene op for sporten. For eleverne på Ellevangskolen byder den kommende fredag igen på badmintontræning, inden alle tre klasser drager mod enden af Stadion Allé, hvor Aarhusmesterskaberne i skolebadminton løber af stablen onsdag den 20. marts. Det bliver en festdag i fjerboldens tegn, som forhåbentlig skaber gode minder for både nye og rutinerede badmintonspillere.