Alle kan lære at skate
Der manglede et sted for nye skatere i det aarhusianske, og det fik Anne Eggebrecht, Jon Jakobsen og Morten Maagaard til at stifte Skateboardskolen Aarhus.
Børn og voksne, drenge og piger, nybegyndere og øvede. Der er plads til alle, når Skateboardskolen Aarhus hver søndag åbner op i skatehallen på Søren Nymarks Vej i Højbjerg. Lokalerne tilhører Aarhus Skatescene, som skateboardskolen samarbejder med. Bag initiativet står tre unge mennesker med en mission om at videregive glæden ved at skate.
I oktober 2016 blev Skateboardskolen Aarhus stiftet som en forening, der hurtigt har fået en fast kerne. Mange vil forbinde skate med en aktivitet, man kaster sig ud i og udøver i byrummet. På Skateboardskolen Aarhus får medlemmerne den grundlæggende viden i trygge rammer, inden de indtager gaderne.
”Vi har selv skatet i mange år og ved, at det er svært at komme i gang, hvis man er helt ny. Hvilket udstyr skal man have? Hvordan gør man? Hvem skal man skate med? Og hvor skal man skate? Spørgsmålene er mange, og der var en åbenlys mangel, som vi ville gøre op med,” fortæller de tre bagmænd, Anne Eggebrecht, Jon Jakobsen og Morten Maagaard.
Forældre og børn skater mod hinanden
Størstedelen af skaterne på Skateboardskolen Aarhus er tweens i alderen 7-13 år, men faktisk spænder alderen fra fire til 63 år. Flere af børnenes forældre har bevæget sig fra loungeområdet i det ene hjørne af hallen og ud på ramperne, hvor de nu kører side om side med deres børn.
”Det er fedt at se, hvordan en mor og søn kan battle mod hinanden. I enkelte tilfælde har forældrene nærmest overhalet børnene, når det kommer til tricks, fordi de giver sig tid til at indøve teknikkerne, mens børnene vil hurtigt videre” lyder det fra instruktørerne.
Vi har ingen regler, kun god stil
Skateboardskolen Aarhus
På mange punkter minder Skateboardskolen Aarhus om en traditionel idrætsforening, selvom det hverken er fodbold, svømning eller gymnastik, udøverne samles om. Foreningen sætter rammerne i form at boards, udstyr og ekspertise, og så er det op til medlemmerne at lære, hvad de vil.
”Der er ikke programmer for træningerne. Faktisk er det eneste, der er fastlagt, at vi samles, når alle er ved at være her. Vi inddeler os i grupper efter, hvad folk vil lære, men de er slet ikke faste, og bliver hurtigt brudt op og bliver til nye grupper. De er egentlig fri skate i løbet af hele træningen, men vi kommer med idéer og gode råd,” forklarer Morten og bakkes op af Anne og Jon.
”Vi har ingen regler, kun god stil. Det er vigtigt for os at pointere. Som i alle andre miljøer har skatemiljøet uskrevne regler, og det er dem, vi gennem god stil videregiver til de nye skatere,” fortæller de.
Nye målgrupper begynder at skate
Skateboarding har over de seneste år fået et boost, men det er stadig nødvendigt at vise, at det ikke er farligt. Det pointerer Anne, Jon og Morten, der også har observeret, at andre nye målgrupper end forældrene begynder at opsøge Skateboardskolen Aarhus.
”Pigerne er blandt dem, der kommer i højere grad. Det er dejligt at se noget diversitet, så det ikke kun er prototypen på en skater, vi møder” lyder det fra de tre instruktører.
Udover at skate i lokalerne på Søren Nymarks Vej om søndagen, bidrager de tre instruktører også til valgfagsundervisning for folkeskoler gennem DGI Østjylland. Undervisningen kan enten foregå på skateboardskolens eller folkeskolens faciliteter. Derudover tager Skateboardskolen Aarhus ud til arrangementer, hvor det giver mening at have skate-workshops. Blandt andet er de at finde, når #HappyMoves starter op igen efter sommeren på Godsbanen i Aarhus.
Hidtil har medlemmerne betalt på månedsbasis, men når Skateboardskolen Aarhus starter op efter sommerferien, bliver det med halvårs-sæsoner i stedet.
”Det er det eneste, der bliver ændret på – alt andet bliver som det plejer. Der vil fortsat være mulighed for drop in-undervisning,” forsikrer Anne, Jon og Morten.
Den nye sæson starter søndag den 20. august kl. 11.00-14.00. Alle er velkomne til at dukke op.