AC Norddjurs vinder DGI-award

Det blev AC Norddjurs med initiativet AC Youngsters, der løb med DGI Østjyllands SÅDAN! Award i 2015. Udover æren modtager AC Norddjurs en check på 5.000 kr., som kan bruges på foreningen.

I forbindelse med DGI Østjyllands årsmøde torsdag den 26. marts i DGI-huset i Aarhus skulle der for 4. gang uddeles en SÅDAN! Award til en af DGI Østjyllands medlemsforeninger.

SÅDAN! Award'en uddeles hvert år af landsdelsforeningen i forbindelse med årsmødet for at sætte fokus på og hylde foreningslivets unikke evne til at få en god, skæv eller anderledes idé, og få den gennemført hurtigt og med succes.

På forhånd var der tre kandidater tilbage, som var gået videre fra ansøgningsrunden, der lukkede i starten af marts; AC Norddjurs med initiativet 'AC Youngsters', Nørager Boldklub med projekt ’Nørager Multihal’ og Randers gymnastiske Forening med projekt 'Fra vinlager til topmoderne idrætsfacilitet'.

Det bliv imidlertid førstnævnte, som trak det længste strå.

"Med AC Youngsters har AC Norddjurs på kort tid formået at skabe et ungeunivers skabt af unge og for unge, som gør det interessant og attraktivt for målgruppen fortsat at være med i idrætsforeningen i en tid, hvor unge generelt ofte søger andre fællesskaber," udtaler Lars Mandrup, næstformand for DGI Østjylland.

"Initiativet har formået at bygge bro mellem de unge og den øvrige ledelse i AC Norddjurs, at lave events og udbygge aktivitetstilbud for de unge samt at bygge bro til den ældre generation, fx ved at afholde IT-caféer for ældre borgere. AC Youngsters er desuden værdifulde rollemodeller i skolesamarbejdet mellem AC Norddjurs og Ørum Skole," fortsætter han.

Dejligt med anerkendelse
I AC Norddjurs er man naturligvis stolte over anerkendelsen med AC Youngsters, der blev stiftet på foreningens generalforsamling sidste år, og i øvrigt blev særligt fremhævet af kulturminister Marianne Jelved i forbindelse med DGI's DM i foreningsudvikling i maj 2014, som værende meget trendsættende med en spændende tilgang til at starte partnerskaber i forbindelse med skolereformen.

"Det er dejligt at blive anerkendt for vores arbejde. Det var bestemt ikke noget, vi havde regnet med. Vi håber, at det også kan være med til at få flere unge i lokalområdet til at få øjnene op for, at foreningen findes og at der bliver lyttet til os. Vi holder allerede her til april et møde for at samle flere fra området," udtaler Pernille Koch fra styregruppen på AC Youngsters.

Udover æren følger der også en check på 5.000 kr. med award'en, som eksempelvis kan bruges på yderligere at udvikle initiativet.

Også anerkendelse til de andre
DGI Østjylland udtrykker også stor anerkendelse til de to andre foreninger, der var nomineret til SÅDAN! Award'en, Nørager Boldklub og Randers gymnastiske Forening, for deres indsatser for at gennemføre en god idé. Samtidig sender landsdelsforeningen også en stor tak til alle de andre foreninger, der har ansøgt om at komme i betragtning til SÅDAN! Award'en i 2015.

"Vi kan igen konstatere, at der i år har været flere gode idéer og skæve initiativer, der viser, at man bestemt evner at tænke ud af boksen i det østjyske foreningsliv. Det står ikke stille, når det kommer til at handle på et godt initiativ, og det er et kæmpe skulderklap til alle," slutter Lars Mandrup.