Årets Badmintontræner kommer fra Ulstrup

DGI Østjylland Badminton har i forbindelse med deres årlige aktivitetsmøde kåret Morten Dam fra Ulstrup IF Badminton som Årets Badmintontræner 2015.

Traditionen tro uddeler DGI Østjylland Badminton hvert år tre priser i forbindelse med deres aktivitetsmøde i slutningen af april; Årets Badmintontræner, Årets Badmintonleder og Årets Badmintonklub. Priserne fordeles naturligvis blandt de østjyske trænere, ledere og klubber.

I år blev det Morten Dam fra Ulstrup IF Badminton, der løb med prisen som Årets Badmintontræner i det østjyske. Prisen blev uddelt på aktivitetsmødet torsdag den 23. april.

Morten Dam er både født og opvokset i Ulstrup, og har i mange år været en stor trænerkapacitet i badmintonklubben.

”Morten formår med sit gode humør og positive sind at bidrage til sammenholdet i hele foreningen, og så er han en ansvarsfuld initiativtager, der med stor iver formår at inspirere alle medlemmer uanset alder og niveau,” fortæller Morten Christensen, formand for Ulstrup IF Badminton, som står bag indstillingen til DGI Østjylland Badminton.

Herudover beskriver indstillingen også, at Morten Dam som træneransvarlig og ungdomstræner for badmintonafdelingen er et stort forbillede for alle unge spillere med hans velopdragenhed og udadvendte adfærd.

”Morten har modet til at skille sig ud, og stiller sig hellere end gerne forrest i skudlinjen, når der skal implementeres nye tiltag for at bevæge Ulstrup IF og resten af lokalsamfundet. Han er ikke alene en ildsjæl og kæmpe ressource for badmintonafdelingen, men for hele foreningen og lokalsamfundet i Ulstrup,” pointerer Morten Christensen.

Vokser af at gøre en forskel

Hovedpersonen selv er naturligvis både glad og stolt over titlen. Både fordi den kommer fra en lokal og toneangivende idrætsorganisation, men også fordi den kommer på opfordring fra hans eget bagland i Ulstrup IF.

”Det er da noget, man vokser af, og det er rart, at nogen værdsætter ens arbejde. Så får man endnu mere lyst til at fortsætte som frivillig. Det viser jo også, at man har været med til at gøre en forskel for badmintonafdelingen og foreningen. Det er fedt,” udtaler Morten Dam.

Han er imidlertid ikke helt klar på, hvordan han vil bruge hans frivillige kræfter i den kommende sæson. Faktisk har han muligvis en lille drøm om at bruge dem lidt anderledes.

”Jeg er og har været meget involveret i alt omkring foreningslivet i Ulstrup. Jeg tænker lige nu over, hvad jeg vil, så jeg ved ikke, hvordan det bliver med mit engagement i badminton i næste sæson. Jeg går og overvejer at prøve noget nyt, men i så fald skal jeg nok hjælpe badmintonafdelingen videre med at komme godt i gang,” fortæller Morten Dam.