Inspiration: Sådan kan I holde fællesskabet i gang hjemmefra

Lige nu står haller tomme og udstyr samler støv. Foreningerne er lukket ned på grund af coronavirus. Men nedlukningen behøver ikke at være lig med en pause i foreningsfællesskabet.
Her har vi samlet eksempler på, hvordan foreninger i Nordsjælland holder gang i idrætsglæden og fællesskabet – hver for sig.

Crossfittere giver den gas hjemmefra

Annisse Gymnastikforening
Annisse Gymnastikforening fik en del henvendelser fra deres medlemmer om, at de savnede de fælles træninger i foreningen. Det fik gymnastikforeningen til at tænke i digitale løsninger. Instruktør Louise Marholt forbereder et træningsprogram, og et par gange om ugen afholder foreningen ”live-træninger” på deres facebookside. Træningen bliver efterfølgende gemt på siden, så medlemmerne kan træne, når de har lyst.

Læs også: 8 effektive øvelser til din hjemmetræning

Medlemmerne er glade for træningerne. Cirka 12-15 deltager hver gang og foreningen får masser af positiv feedback. 

Træn med Annisse Gymnastikforening eller få inspiration på deres facebookside. 

Måløv Idrætsforening
Måløv Idrætsforening bruger ligeledes deres digitale platforme til at engagere medlemmerne hjemmefra. Her uploader de forskellige challenges, som medlemmerne kan fuldføre og derefter dele et billede eller en video fra.

Der er blandt andet en ”stå på hovedet”-challenge, som går ud på, at finde det skøreste, sjoveste eller flotteste sted at stå på hovedet og efterfølgende sende et billede til foreningen.

I anledning af påsken havde Måløv Idrætsforening lagt inspiration op til en god, gammeldags æggejagt – selvfølgelig med en lille motionstwist. Æggene var små kinderæg, som gemte på sedler med forskellige bevægelser, for eksempel ”Hop så højt du kan fem gange” eller ” Lav 10 høje knæløft”.

Se de forskellige udfordringer og bliv inspireret her.

Læs også: Optimer din gåtur med få og simple tips

Cross Nord
I crossfit-foreningen Cross Nord har de også fortsat træningen hjemmefra. Ligesom Annisse Gymnastikforening kører de også træningerne over Facebook. De har valgt at foreningens facebookgruppe skal være åben for alle, der har lyst til at træne med – ikke kun foreningens medlemmer.

Foreningen har iværksat særlige træninger for børn (og deres voksne). Børnetræningerne foregår på video. En instruktør har forberedt et træningsprogram, og viser børnene hvordan de skal gøre. Træningerne er meget populære og foreningen regner med at ca. 35-40 børn træner med.

Cross Nord tager også andre midler i brug for at engagere medlemmerne under nedlukningen. Blandt andet små udfordringer, for eksempel om at gennemføre en træning på tid, eller video-tutorials der viser, hvordan man udfører en lidt sværere øvelse.

Du kan træne med eller finde inspiration på Cross Nords facebookside.