Dansende hulahopringe på græsset øger RuBA’s synlighed

Udendørs træning har givet øget synlighed i lokalområdet og nye medlemmer hos Rudersdal BevægelsesAkademi, som har brugt nedlukningen til udvikling.

Normalt træner medlemmerne i Rudersdal BevægelsesAkademi indendørs. Men langt de færreste ting har kørt normalt det seneste års tid. Coronavirussen har givet foreningen en masse udfordringer, som de har forsøgt at vende til deres fordel.

”Vi har prøvet alt muligt for at vise vores medlemmer, at vi stadig er her. Vi har prøvet at give medlemmerne så meget som muligt for deres medlemskab, selvom de ikke kunne mødes fysisk op,” siger Anne Sofie Kvist, der er daglig leder i Rudersdal BevægelsesAkademi.

I stedet for at vente på, at Danmark igen åbner op til normale tilstande, og det bliver muligt at dyrke idræt indendørs, har de i RuBA taget kampen op med onlinetræning – både live og on-demand – kørt ud til over 100 medlemmer med hulahopringe, så de kunne træne med hjemmefra og senest åbnet op for udendørs træning for at aktivere medlemmerne i en svær tid.

Livsbekræftende dans

På græsarealet ved kulturcentret Mariehøj danser de nu rundt udendørs alle ugens dage. Flag med foreningens navn og logo viser tydeligt, hvem de repræsenterer.

”Det er livsbekræftende, når børnene danser rundt med hulahopringene, og det har givet positiv opmærksomhed. Og så har det givet os nogle nye medlemmer i børnehavealderen,” siger Anne Sofie Kvist.

Men foreningen vil ikke rykke træningen udendørs permanent. For de kan ikke lave de samme ting udendørs, da de mangler hovedparten af redskaberne for at kunne træne normalt, fortæller Anne Sofie Kvist.

I stedet vil RuBA prøve at lave tilbagevendende sommertræning udendørs, for dem der har lyst til at være med en gang om ugen, når indendørssæsonen er på pause.

RuBA - udendørs træning, foto Ida Louise Kvist, RuBA.jpg

Klargjort foreningen til fremtiden

Det er ikke kun på aktivitetsdelen, at Rudersdal BevægelsesAkademi har udviklet sig under coronanedlukningen. 

Vi har prøvet at overveje, hvordan vi kan overleve som forening i den nye virkelighed. Jeg tror det virtuelle hænger fast som et supplement, når vi kommer fysisk tilbage til træningslokalet

Anne Sofie Kvist, daglig leder, RuBA

Derfor har de i RuBA blandt andet brugt DGI til at få viden om juridiske ting, og helt konkret har de ændret vedtægterne, så foreningen fremover må holde generalforsamlinger online. Generelt set har de justeret mange ting hele vejen rundt i foreningen, som nu er tilpasset den nye virkelighed med flere digitale tiltag.

Forlænget sæsonen

Fordi nedlukningen har ramt foreningens normale aktiviteter, har Rudersdal BevægelsesAkademi forlænget sæsonen med halvanden måned uden ekstra beregning for medlemmerne.

”Vi vil gerne vise medlemmerne, at vi ikke ligger på den lade sig. De skal ikke sidde tilbage og føle, at de har manglet en hel masse og ikke får noget for pengene,” siger Anne Sofie Kvist. 

Derudover har de allerede tilbudt træning i både jule- og vinterferien, og dropper den sædvanlige pause i påsken, så medlemmerne får mulighed for at holde dampen oppe.