'Unge i front' øger elevernes engagement i det lokale foreningsliv i Saltum

Hele 9. årgang på Saltum Skole har været igennem et Unge i Front forløb, og fået kompetencer og værktøjer til at tage aktiv del i foreningslivet i byen - og det er med positiv indvirkning på det lokale skole/forenings-samarbejde og de enkelte elever.

Hele 9. årgang på Saltum Skole har arrangeret "Klassedysten" for resten af skolens elever - som afslutning på deres Unge i Front forløb.

170 elever fra 0.-8. klasse på Saltum Skole summer af glæde og begejstring. På scenen foran dem står nemlig hele 9. årgang, der er klar til at skyde årets klassedyst i gang. En dag i fællesskabets tegn, hvor alle skolens elever er igennem forskellige bevægelsesaktiviteter med fokus på det stærke fællesskab. 

Men dagen er helt speciel – og det signalerer de ensfarvede sorte trøjer på scenen også. Dagen er nemlig afslutningen på årets Unge i Front forløb, som alle elever i 9. klasse på Saltum Skole har været igennem.

Eleverne har haft to lektioner hver mandag med fokus på at udvikle de unges kompetencer, så de står stærkere til at blive en aktiv medspiller i det lokale foreningsliv – og til at kunne planlægge og eksekvere events lokalt.

”For os handler forløbet om at få engageret de unge i foreningerne rundt omkring i lokalområdet – og give dem et stærkt fundament, hvor de lærer at tage ansvar, skyde brystet frem og kunne tilpasse aktiviteter til forskellige målgrupper,” siger Thomas Ravn Monjezi, der er afdelingsleder på Saltum Skole.

For ham er forløbet en vigtig del i at sørge for, at de unge lærer at engagere sig i lokalsamfundet:

”Vi er rigtig afhængige af, at de unge, når de er færdige med at studere, kommer tilbage og har fundet glæden ved at bidrage til lokalområdet – og så håber jeg, at de mærker, at der er kort fra tanke til handling. At der står et foreningsliv, der er klar til at lytte til alle deres gode ideer,” siger Thomas Ravn Monjezi.  

Hvad er et Unge i Front-forløb?

Unge i Front-forløb er målrettet unge i alderen 11-20 år og er blandt andet udviklet til undervisningsforløb i grundskolen, temauger på efterskoler, idræt på ungdomsuddannelser og kurser i foreningsregi. 

Konceptet er altid en kombination af teori og praksis og beskæftiger sig bl.a. med temaer som trænerrollen, formidling, foreningskendskab, innovation, eventplanlægning og organisering og ledelse af idrætsfællesskaber.

Sisse kom ud af sin bobbel med fornyet selvtillid

Forrest på scenen til klassedysten, står 16-årige Sisse Pedersen, der med stor entusiasme prøver at gejle alle eleverne op i en energifyldt opvarmning, der får dansefødder og jazzhænder igang. Men den fremtrædende rolle er ny for Sisse, der tidligere har haft udfordringer med at tale foran andre mennesker.

”Jeg har tidligere følt, at jeg har været lukket inde i min egen bobbel. Jeg har ikke turde snakke med andre, og jeg har ikke turde springe min bobbel og komme frem i lyset, fordi jeg ikke vidste, hvad alt det uden for min bobbel var,” forklarer Sisse Pedersen.

For hende har Unge i Front forløbet givet hende nye kompetencer, som hun ikke troede, hun skulle få:

”Igennem det her forløb har jeg virkelig bevist over for mig selv, at jeg sagtens kan. Jeg får rigtig meget selvtillid ved at stå her og styre en hel flok mennesker. Man lærer at stå frem og være en åben person,” siger Sisse Pedersen og fortsætter:

”Det her forløb kræver samarbejde, og så har vi været ude i foreningerne, så der kan du ikke sidde og gemme dig.”

Foreningspraktik har øget elevernes engagement i det lokale foreningsliv

Som en del af Unge i Front forløbet er eleverne på Saltum Skole i foreningspraktik. Over 6 uger er eleverne ude i foreningerne minimum én gang om ugen, hvor de har sat aktiviteter i gang og hjulpet til på forskellige foreningshold. Målet er at afprøve kompetencerne fra Unge i Front-forløbet og motivere til at tage aktiv del i det lokale foreningsliv.

Phillip Kræmmergaard er en af dem, der har været i foreningspraktik i det lokale fitnesscenter Svedbanken. Han har været aktiv som hjælpeinstruktør – og det har haft en positiv effekt:

”Jeg har generelt fået øjnene op for det lokale foreningsliv, og det betyder, at jeg er begyndt at hjælpe meget mere i Saltum IF, fordi jeg lærte folkene bagved foreningen at kende. Jeg hjælper bl.a. med at passe grillen nede ved stadion, og hvad der ellers er brug for,” siger Philip Kræmmergaard.

For skolen er foreningspraktikken en oplagt arena og grobund for en samtale om potentielle andre samarbejdsområder:

”Foreningspraktikken gør vores vej til at snakke med de lokale foreninger meget kortere – og i unge i front forløbet er der et konkret output, hvor foreningerne kan tydeliggøre de unges muligheder i foreningen og inddrage de unge – så det er en win-win,” siger Thomas Ravn Monjezi.

Et forbillede i lokalområdet

Det er andet år i træk, at Saltum Skole kører et Unge i Front forløb for hele deres 9. årgang – og ifølge Thomas Ravn Monjezi, så er der nu en større lokal opmærksomhed omkring de unge, der er igennem forløbet:

”Vi mærker, at der er rigtig mange foreninger, der efterspørger, om de Unge i Front kunne have lyst til at give en hånd med til arrangementer, og der står de unge klar. Forløbet her er med til, at de mærker en stor nytteværdi, og at de er efterspurgt.”

Også skolens mindste elever har glæde af de ældre elevers fremtrædende rolle:

”Vi har børn fra motionsdagen (red. det første event på skolen, som Unge i Front står for), som glæder sig til klassedysten, fordi de kender de unge i front. De har nogle unge at se op til, og de glæder sig til at møde dem på den her måde,” siger Thomas Ravn Monjezi, som har en klar anbefaling til andre skoler:

”Jeg vil 100% anbefale Unge i Front forløbet. Det er muligt at tilrettelægge efter den gruppe unge, du arbejder med, og man giver de unge en række kompetencer med videre, som bliver givtige i lokalsamfundet – og i det lokale foreningsliv. Og så er det ikke mindst super nemt at gå til,” siger Thomas Ravn Monjezi.