Nomineret til Årets Idrætsforening: Gymnastikforeningen Vidar

Det er blevet tid til at præsentere de tre nominerede til Årets Idrætsforening 2021 i DGI Nordjylland. Her kan du møde Gymnastikforeningen Vidar.

Det har ikke været nemt at være foreningsleder det seneste år, hvor forsamlingsforbud og skiftende retningslinjer har krævet omstillingsparathed. Dog har foreninger kæmpet hårdt og fundet løsninger. En af dem er Gymnastikforeningen Vidar, og dem kan du møde her.

Hvem er Gymnastikforeningen Vidar?

Gymnastikforeningen Vidar er en bredde forening, som hører til i Aalborg. Foreningen har 11 forskellige hold, og medlemmerne spænder bredt fra børn og unge til seniorer.

Foreningen er et sted, hvor der er plads til alle. I Vidar er alle ligeværdige, og alle yder en indsats for at få fællesskabet til at fungere.

Når du betaler kontingent i foreningen, så har du adgang til alle de hold, som du vil være en del af. Noget der skaber en god holdånd og en øget kontakt mellem medlemmerne på tværs af alder, køn og forudsætninger.

Gymnastikforeningen Vidar under corona

Det seneste år har foreningen været udfordret af bl.a. forsamlingsforbud og skiftende restriktioner. Specielt fordi at en stor del af foreningen tilhører seniormålgruppen, og det har de kunne mærke. Seniorerne har været nervøse og tilbageholdne med at deltage i træningen på sædvanlig vis.

Men det skulle ikke sætte en stopper for Vidar. Derfor valgte foreningen, at låne elastikker og sjippetov ud til medlemmerne, som de kunne bruge til at træne hjemme. Derudover har de lavet små programmer og lagt op på Facebook, som medlemmerne har haft mulighed for at følge. Noget som medlemmerne har været glade og begejstrede over, og som har skabt en masse bevægelsesglæde.

Forsamlingsforbuddet betød også, at to af foreningens hold ikke kunne træne i den hal, som de plejer. Men her satte instruktørerne ind. De tilbød holdet at træne hjemme i deres gårdhave i stedet – og med stor succes. Noget som ifølge formand Kirsti Riis er kendetegnende for foreningen:

”Vi er en forening, hvor fællesskabet og det frivillige arbejde er i højsædet. Vi giver ikke op, men tager fat i udfordringerne og løser opgaverne i fælles flok. Hos os hjælper vi hinanden og tager ansvar for hinanden,” siger Kirsti Riis.

I øjeblikket træner de i Golfparken i Aalborg hver mandag, da deres normale træningshal skal renoveres. Her møder trofast en stor flok medlemmer op hver gang, som får bevæget sig i et stærkt fællesskab, hvor stemningen og humøret altid er i top.

Hvordan kan du stemme på Gymnastikforeningen Vidar som Årets Idrætsforening?

Alle medlemsforeninger i DGI Nordjylland har én stemme til Årets Idrætsforening 2021. Alle formænd har fået en mail med et unikt link til afstemningen. Her kan du stemme på din favorit frem til den 25. april 2021.