Muligheden for at spille tennis året rundt og ikke mindst padel har betydet alverden for både ØBG og Bryrup Tennisklub.
Skab en ungdomskultur
I ØBG Tennis har man også knækket koden til skoleeleverne. Klubben har tætte relationer til skolerne i nærområdet og lægger vægt på altid at stille op med dygtige trænere, når eleverne er på besøg. Derudover har klubben set en mulighed i skolernes ferier.
”Vi gør utrolig meget ud af vores sommer-, vinter- og feriecamps, der både er åbne for medlemmer og alle andre børn. Lige så snart skolerne har ferie, kommer vi med nogle monstertilbud, hvor vores medlemmer måske kan tage en ven med. Så ligger næste medlem næsten lige foran næsen på os, hvis vi kan tage godt imod dem,” siger Heino Østergaard.
Når børnene først starter i ØBG Tennis, går der ikke længe, før de kan blive tilbudt en træneruddannelse. Klubben har mange hjælpetrænere fra 12-16 år, og det er med til at skabe en kultur, der fastholder og tiltrækker juniorspillere.
”De får en skilling for det, for vi vil hellere, at de tjener deres lommepenge her end i et supermarked. Det gør, at de helt unge, der kommer ind, møder teenagere, der selv har spillet her i nogle år. Det skaber nogle bånd, som gør, at det er herude, de hænger ud, og at de også kommer her, når de ikke skal træne.”
Tip fra Årets Ildsjæl: Brug årshjul
"Vi arbejder efter et årshjul i bestyrelsen, hvor opgaverne er fordelt ud mellem os, så vi er meget selvkørende. Min opgave som formand er at koordinere tingene og sørge for, at vi spiller sammen."
"Vi har en meget idérig bestyrelse og mange sjove input fra vores medlemmer, så en af mine opgaver er at tage imod alle de fantastiske input, der kommer, og få dem givet liv, så de bliver ført ud i virkeligheden. Det giver meget til klubben at virkeliggøre de gode og skæve idéer."
- Rita Jørgensen, Årets Ildsjæl 2022, Bryrup Tennisklub
Hop med på padel-vognen
Ét fællestræk er ikke til at komme udenom hverken i ØBG eller Bryrup: Padel. Den voldsomt populære idræt har givet både ny energi og flere medlemmer til begge klubber.
”Padel har givet os nogle økonomiske muskler til at gøre mange andre ting, fordi der er så mange, der spiller det. Til andre tennisklubber vil jeg sige, se nu at hoppe med på padel-vognen og få det ind i foreningen i stedet for, at det bare bliver kommercielt. Det giver noget energi og økonomi til klubben,” siger Heino Østergaard, og Rita Jørgensen tilføjer:
”Padel har givet os et løft. Det kan ses i antallet af medlemmer, fordi der er kommet nogle til, der udelukkende spiller padel, men det har også givet os et løft på tennisdelen, fordi vi har kombinerede medlemskaber til tennis og padel. Det har givet os noget at tale om, at der er kommet en ny idræt til Bryrup, som bare har medvind.”
ØBG Tennis har i dag omkring 650 medlemmer, mens Bryrup Tennisklub har omkring 150 medlemmer.
Artikel og layout af: Kristian Arnth // kristian.arnth@dgi.dk