Snejbjerg Badmintonklub kåret som Årets Badmintonklub i Midtjylland

Snejbjerg Badmintonklub er kåret som Årets Badmintonklub af DGI Midtjylland som følge af sin store medlemsfremgang. Nu er klubben gået videre til den landsdækkende kåring.

Læs også: Lasse fra Aulum Gymnastikforening kåret som Årets Badmintontræner i Midtjylland

Der var konfettikanoner, kagemænd og saftevand til de omkring 100 fremmødte spillere, trænere og forældre, da Snejbjerg Badmintonklub blev kåret som Årets Badmintonklub af DGI Midtjylland.

Snejbjerg Badmintonklub havde indkaldt spillere, forældre og frivillige til afsløringen af en stor nyhed, men kun formand Jonas Hansen vidste, hvad nyheden var. Sammen med DGI Midtjyllands badmintonkonsulent Thomas Scheler Sørensen rullede han et banner ud med teksten ’Årets Klub’ til de mange fremmødtes store jubel.

”Snejbjerg Badmintonklub er i rivende udvikling. Det går godt på alle fronter. Der er mange spillere, der er mange frivillige, og der er mange, der har lyst til at komme. Det er helt sikkert make badminton great again. På den baggrund har vi valgt, at Snejbjerg Badmintonklub er Årets Klub 2022,” siger Thomas Scheler Sørensen.

Det er alles fortjeneste

Over de sidste seks år er medlemstallet i Snejbjerg Badmintonklub vokset fra 33 til de mere end 300, der spiller i klubben i dag. Det er en fuldstændig vanvittig medlemsfremgang, der ikke bliver mindre imponerende af, at de sidste to år har været præget af coronarestriktioner og lukkede haller.

Snejbjerg Badmintonklub vægter fællesskabet højt, og især det at man skal dele badminton med sine klubkammerater og ikke kun gå op i sin egen personlig udvikling

Citat fra indstillingen

Det var en stolt formand, der afslørede den store nyhed for resten af klubben.

”Det er kæmpestort. Det er seks års arbejde, der kulminerer nu. Vi har alle en del af æren for den her pris. Det er dem, der kommer til træning, trænerne og de frivillige, der står bagved, og forældrene, der står på sidelinjen. Det er Årets Klub, og det er alles fortjeneste.”

Læs også: Klaus fra Sejs-Svejbæk IF er Årets Badmintonildsjæl i Midtjylland

En innovativ klub

Udviklingen skyldes blandt andet en aktiv rekrutteringsindsats med et åbent hus-event og flyers til alle børn på Snejbjergs to skoler. Klubben har også et samarbejde med Snejbjerg Tennisklub og opfordrer spillerne til at spille tennis om sommeren, så de ikke kører træt i badminton, fordi de spiller året rundt.

En anden opfindelse er, at spillerne selv kan vælge, om de vil spille én eller to gange om ugen. Det giver større fleksibilitet og mulighed for at gå til flere idrætter.

På seniorsiden skyldes udviklingen i høj grad det, der foregår uden for badmintonbanerne. I indstillingen til prisen lyder det blandt andet:

”Snejbjerg Badmintonklub vægter fællesskabet højt, og især det at man skal dele badminton med sine klubkammerater og ikke kun gå op i sin egen personlig udvikling. På seniorsiden er det, der virkelig har givet mere sammenhold og kammeratskab, at klubben giver en øl eller vand efter hver træning. Nu bliver mange gerne 30-40 minutter efter hver træning for at snakke og hygge.”

Snejbjerg Badmintonklub er en selvstændig afdeling under hovedforeningen Snejbjerg SG&I.

Videre til landsdækkende kåring

Med titlen som Årets Badmintonklub i DGI Midtjyllands område gik Snejbjerg Badmintonklub videre til den regionale finale mod de bedste klubber fra hele landsdelen.

Herfra er de også gået videre, og dermed kæmper de nu om den landsdækkende kåring som Årets Klub, der uddeles i samarbejde mellem DGI og Badminton Danmark.