Roslev IK samler tøj og udstyr ind til udsatte i Sierra Leone

Medlemmerne i Roslev Idrætsklub støtter udsatte kvinder og handicappede mænd i Sierra Leone med aflagt sportstøj og udstyr.

Tøjet går blandt andet til unge handicappede drenge og mænd, som spiller fodbold. Foto: Brighter Horizons

”Vi kan ikke redde hele verden, men vi kan prøve at hjælpe der, hvor det gør en forskel.”

Læs også: Sportsklub på vigtig idrætsmission i Afrika

Bethina Lunne er klubudviklingsmedarbejder i idrætsforeningen Roslev IK, der ligger i Salling. Hun har taget initiativ til at starte en indsamling af gammelt sportstøj, udstyr og mange andre ting, som skal støtte et projekt i det vestafrikanske land Sierra Leone.

Vil du hjælpe Roslev IK?

Alle kan støtte Roslev IK's hjælpearbejde og på den måde være med til at gøre en forskel for udsatte og sårbare i Sierra Leone.

Har du aflagt tøj, fodboldstøvler, udstyr eller andet, du kan undvære, kan du kontakte Bethina Lunne på 40514913 angående aflevering.

Der vil også være åbent ved klubhuset i Roslev d. 4. januar 2022 fra kl. 16-17:30.

For Bethina Lunne og Roslev IK handler det om, at en lille indsats herhjemme kan gøre en kæmpe forskel for nogle andre.

”Der ligger ikke andet bag end næstekærlighed. De har ingenting, og hvis vi bare gør sådan en lille ting som at rydde op i klubhuset og få sendt al det gamle klubtøj afsted, kan vi bidrage med en hel masse. Idrætten skal være et samlingspunkt for alle. De har bare ikke ressourcerne, hvis ikke de får lidt hjælp,” siger hun.

Projektet er stiftet af den tidligere Superliga-træner, Superliga- og landsholdsspiller Erik Rasmussen, der længe har arbejdet for at styrke idrætsdeltagelsen og forbedre levevilkårene for de mange sårbare og udsatte i Sierra Leone.

Hjælper misbrugte kvinder

Det projekt, som Roslev IK støtter, har to ben. Det ene er igennem organisationen Pink Power og handler om at støtte unge og misbrugte piger og hjælpe dem ud af prostitution.

Prostitution er lovligt i Sierra Leone og er meget udbredt, men det betyder også, at potentielt livsfarlige sygdomme som HIV og AIDS er det, ligesom de prostituerede ofte er udsat for misbrug.

Ved at opføre to nye huse og et skill training center er håbet, at pigerne kan hjælpes ud af prostitution gennem for eksempel en gratis uddannelse som syerske eller frisør og ved at få dem i skole. Men husene mangler inventar såsom madrasser, køkkenudstyr og elektronik, som Roslev IK også kan støtte med.

”Det er unge piger, som har været misbrugte. Det skærer i hjertet på mig. Det er en hjertesag at hjælpe der, hvor vi kan se, at vi har mulighed for at bidrage, og det er ikke, fordi de stiller krav. De kan bruge alt, hvad vi andre ikke kan bruge,” siger Bethina Lunne.

192039010_2959917944330699_9220579067182182951_n.jpg

Alle kan støtte

Det andet ben af projektet er igennem organisationen Brighter Horizons, som Erik Rasmussen står bag, og handler om at hjælpe unge handicappede drenge og mænd. Selvom flere mangler arme eller ben eller har polio (børnelammelse), elsker de at spille fodbold. De mangler bare tøjet og rekvisitterne.

I starten af januar sender Erik Rasmussens organisationer en 40-fodscontainer fyldt med omkring 50.000 stykker tøj og udstyr til Sierra Leone. En del kommer fra Roslev IK, men flere andre idrætsforeninger, virksomheder og selv Superliga-klubben AaB har også budt ind.

Bethina Lunne håber, at endnu flere vil følge i deres fodspor.

”Hvis flere foreninger vil gøre det samme som os, så hjælper vi alle sammen hinanden. Den hjælp betyder så uendelig meget og kan gøre nogle andre mennesker så glade. Det er skønt, at vi alle gør en forskel for, at flere unge mennesker får mulighed for at dyrke idræt.”

Projektet i Sierra Leone

Projekterne i Sierra Leone administreres af organisationerne Pink Power og Brighter Horizons, som den tidligere danske Superliga-træner, -spiller og landsholdsspiller Erik Rasmussen, også kendt som Tryllerik, er involveret i.

Pink Power er en kvindebevægelse, som hjælper misbrugte og udsatte unge kvinder ud af prostitution ved at give dem en uddannelse eller få dem i skole.

Brighter Horizons har et handicaphus med 22 unge handicappede fyre, som de hjælper til at spille fodbold. Senest var tre udtaget til handicaplandsholdet.