Månedens velkomstbuket til gymnastikformanden i Karup-Kølvrå IK

Der var sved på panden, da DGI Midtjylland afbrød gymnastikken i Multisalen i Jethallen. Her fik Heidi Rajah Madsen overrakt månedens buket.

Heidi Rajah Madsen (th) og Sandra Hårdberg Knudsen fra overrækkelsen i Jethallen

Tirsdag aften 18. august havde foreningen inviteret til ”snigpremiere”, hvor alle interesserede kunne få en smagsprøve på sæsonens forskellige voksenhold i gymnastikregi.

Her overraskede foreningskonsulent Anni Lyskjær, DGI Midtjylland alle gymnaster – heriblandt Heidi Rajah Madsen.

Anledningen var en indstilling fra trænerkollega og bestyrelsesmedlem Sandra Hårdberg Knudsen, som Anni Lyskjær citerede ved overrækkelsen.

”Heidi lægger meget vægt på at modtage alle børn og voksne. Den første gang når træningen starter er der altid én fra bestyrelsen der møder op og byder velkommen.
Heidi har haft alle børnehold og der er plads til alle. Der er altid åbne arme og Heidi deler gerne ud af alle sine kram. Hun ser barnet på deres niveau. Hun er meget opmærksom på hvordan børnene har det. Derfor fortjener hun en buket”

Det var således en rørt gymnastikformand og instruktør, der modtog klapsalver fra gymnasterne i salen.

Anerkendelse gives til en frivillig, der er særlig god til at byde nye medlemmer eller gæster velkommen i klubben eller på holdet.

Startede tidligt som hjælpeinstruktør

Heidi gik direkte ind som formand for gymnastikken for 15 ½ år siden. I forbindelse med sit job som leder af den nye friskole i Karup har hun dog nu varslet sit stop ved næste generalforsamling.

Instruktørrollen har hun næste haft med hele sit liv, da hun allerede som femårig var med for at hjælpe sin mor som instruktør for de små. Senere blev hun hjælpeinstruktør og instruktør for egne hold.

 ”Jeg har stort set været gennem ”hele paletten” af forskellige gymnastikhold. F.eks. mor-barn, forældre-barn, børnehold fra 3 år og opad, spring rytme og rytmehold, teenagere og voksne. Som regel flere hold i ugens løb. I den kommende sæson ”nøjes” jeg med to hold, forældre-barn og puslinge 3-4 år ” siger Heidi Rajah Madsen.

Ud over selve gymnastikken har Heidi desuden været involveret i bl.a. den lokale byfest og foreningens ungdomsudvalg.

Hvad er det så, der gør, at man holder ved sæson efter sæson?

”Det at være med i et fællesskab, mærke glæden og være med til at skabe noget. At folk er bliver glade og den respons det giver. Og børn er jo altid glade. De mange søde ord på holdene eller når man møder dem i Brugsen, eller de stolt kommer med f.eks. en fin perleplade. Det er desuden en spændende proces at være med til at få noget til at vokse,” siger Heidi Rajah Madsen.