Månedens velkomstbuket: Julia overrasket under svømmetræningen i Vildbjerg

Svømmetræneren, der til dagligt er suppleant i bestyrelsen, var i fuld gang med talentholdet i Vildbjerg Svømmeklub, da hun og holdet fik besøg ved bassinkanten.

Julia Korshøj med svømmere fra talentholdet

Denne måneds velkomstbuket og diplom blev torsdag 14. november tildelt en overrasket og glad 24-årig Julia Korshøj fra Vildbjerg Svømmeklub. Det skete mens der var fuld gang i træning, hvor de unge drønede frem og tilbage i bassinet.

Julia var indstillet af klubbens formand, Lars Haunstrup, der sammen med Anni Lyskjær, DGI, overrakte hæderen og indstillingen:

”Vildbjerg Svømmeklub vil gerne sige dig tak for en stor indsats i klubben gennem de sidste mange måneder, hvor din indstilling og pragmatiske tilgang til mange opgaver har gjort, at vi på mange måder har flyttet os som klub. Du tager imod, hjælper og snakker med alle vores medlemmer og forældre! Om det er Aquacamp, svømmeskole, forældre eller stævne- og holdsupport. Vi mødes af smil og glæde, og du er med til at binde det hele sammen, og holde vores gode klubånd i hævd!

Med i bestyrelsesarbejdet

Det er således ikke ”bare” ved bassinkanten Julia Korsholm er aktiv. 
”Julia kombinerer frivillighed, passion og fællesskab på fornem vis. Hun er med i vores bestyrelse og et bindeled mellem trænere, medlemmer og bestyrelsen. Hun har tidligere haft flere hold, men nu er hun den, der træder til, når der er sygdom eller afbud hos andre trænere, som f.eks. nu hvor én af vores talentholdstrænere er ude at rejse,” supplerer Lars Haunstrup.

Julia har selv som barn dyrket forskellige idrætter, men det var en super træner, der gjorde, at svømningen vandt.

”Da jeg var 13 år fik jeg en skade, så jeg ikke kunne fortsætte i bassinet. Jeg blev derfor af min træner opfordret til at være hjælpetræner for børnehold, så jeg kunne fortsætte kontakten med svømningen, og nu har jeg så været træner i 11 år,” siger Julia.

Talentholdet voksede meget under Julia’s ledelse. Der er 28 børn og unge på holdet lige nu.

”Jeg er også privilegeret ved at være en slags voksenven for mange af svømmerne. En, de føler, de kan stole på og betro sig til,” siger Julia, der også tidligere har haft livredderjob og drevet skolesvømning.

Ud over opgaverne i Vildbjerg er Julia også som noget ekstraordinært træner i Herning Svømmeklub. Alt i alt gør det, at svømning indtil videre fylder så meget, at det Julias primære beskæftigelse.

”Svømning er mit liv, og det er det jeg bruger et meste af min tid på,” siger den aktive ildsjæl.

400 medlemmer.

Vildbjerg Svømmeklub, der har ca. 400 medlemmer bakker op om Julias engagement i Herning Svømmeklub. 

”Her får hun inspiration og ideer fra et elitemiljø, som kan bruges hér, og hun kan måske også modsat tage inspiration med fra Vildbjerg,” siger Lars Haunstrup, og fortsætter:

”Julia bruger mange timer i det organisatoriske via sin involvering i bestyrelsen. Hun står for mange sociale arrangementer, trækker i trådene, er imødekommende, glad og har altid ”ja-hatten” på. Og så tør hun udfordre det, vi plejer at gøre,” siger Lars Haunstrup, der erkender, at klubben selvfølgelig kun har Julia på lånt tid.

”Generelt har vi en løbende udskiftning af trænere, da mange unge jo skal videre efter endt skoleuddannelse. Men vi ser også gerne forældre som trænere. Bare man har lyst til at arbejde med børn, kan man blive klædt på med kurser, sparring og netværk. Alt står og falder med trænerne. Uden dem, ingen klub,” slutter Lars Haunstrup.