Månedens Buket til formanden for Sunds Cykelmotion

Det kører godt for Sunds Cykelmotion. Det skyldes bl.a. den vellidte formand Kenneth Nystrup Andersen.

Kenneth Nystrup Andersen modtog buketten foran klubbens lokaler umiddelbart før sæsonstarten på landevejen.

”Kenneth er på 5.år formand for Sunds Cykelmotion. Han kan godt gå lidt under radaren pga. sin beskedenhed, men hvis nogen fortjener et skulderklap for at tage sig godt af såvel eksisterende som nye medlemmer, så er det Kenneth. Problemer bliver aldrig til konflikter når Kenneth er i nærheden og han er altid i godt humør og vellidt overalt.”

De ord fik Kenneth Nystrup Andersen med på vejen lørdag 26. marts, da han fik overrakt Månedens Buket fra DGI Midtjylland. Det var Morten Berthelsen, der på den øvrige bestyrelses vegne nævnte indstillingen umiddelbart før medlemmerne rullede ud på landevejen til sæsonstarten, og han fortsatte:

”Jeg tør godt sige at alle uden undtagelse, synes det er fortjent med skulderklappet for din uegennyttig indsats. Du er altid konstruktiv og saglig, et stort aktiv med en god tilgang til de opgaver, der skal løses i klubben.”

Tidligere boldspiller

”Det var store ord og virkelig en overraskelse,” indrømmer Kenneth Nystrup Andersen.
Han har været medlem og cyklet i klubben i ca. 10 år. En korsbåndsskade satte en stopper for boldspillet for den tidligere såvel håndbold- som fodboldspiller.

”Men når man har dyrket idræt i en stor del af livet, skal det jo findes noget andet. Så efter nogle år blev det landevejen på racercyklen,” siger Kenneth Nystrup Andersen.

Jeg følte, at jeg gerne ville bidrage, når man nu nyder godt af klubben. Det var min baggrund for at indgå i bestyrelsen. Og efter et års tid i bestyrelsen overtog jeg formandsjobbet.

Kenneth Nystrup Andersen

For seks år siden blev han en del af bestyrelsen i Sunds Cykel Motion.

”Jeg følte, at jeg gerne ville bidrage, når man nu nyder godt af klubben. Det var min baggrund for at indgå i bestyrelsen. Og efter et års tid i bestyrelsen overtog jeg formandsjobbet.”

”Det er min og vores ambition, at vi har en veldrevet klub, hvor folk kan lide at komme. Vi lægger vægt på det sociale, men der er også plads til de, der søger udfordringer og også gerne vil køre konkurrence.”

Samarbejde med DGI

Klubben har haft samarbejde med DGI om foreningsudvikling og er dermed blevet en bedre klub, hvor vi har stor fokus på vores holdkaptajner, som alle er uddannet via DGI, oplyser formanden:

”Vi er faktisk stolte af, at vi har omkring 20 holdkaptajner til vores ca. 70 medlemmer. Det giver en dejlig ro og harmoni ved holdopdelingen, når vi ruller ud på landevejen,” siger Kenneth Nystrup Andersen,” som oplyser, at klubben ikke har tabt medlemmer under Corona-pandemien.

Velkomstpakke

Månedens Buket er er koblet på "Den gode velkomst" Så ud over buket og diplom til Kenneth Nystrup Andersen havde foreningskonsulent Anni Lyskjær som altid en lille "velkomstpakke" med til klubben.

”Det er fantastisk positivt med denne indstilling fra jer. Det kan dog tit være svært at træde ind i en forening med diverse uskrevne regler og hvordan får vi dem gjort tydelige.  Dette og meget andet er der en masse gode råd til i det her materiale.”

”I klubben har vi faste træningsaftener tirsdag og torsdag suppleret af sociale ture om søndagen. Vi har dog også medlemmer, der kører gravel med DGI og andre klubber. I forbindelse med f.eks. forårsklassikere og VM er vores træningsture af og til efterfulgt af klubaften med socialt samvær foran storskærmen. Vi er også en del af byfesten omkring Sct. Hans, hvor vi står for et lokalt gadeløb” slutter Kenneth Nystrup Andersen.