Lokaldysten spreder stolthed og sammenhold i midtjyske lokalsamfund

Lokalsamfund over hele Midtjylland trak i træningstøjet og løbeskoene, da de sidste år deltog i Lokaldysten. Overalt var der bred lokal opbakning til arrangementet, og det har styrket fællesskabsfølelsen ude i byerne.

Sjørslev-Demstrup oplevede stor lokal opbakning og løb med sejren og titlen som Silkeborgs mest aktive lokalsamfund.

”Man bliver så glad, når man ser folk stimle sammen og bakke op om noget.”

Karina Lavrsen havde rigelig grund til at smile, da hun i august sidste år var tovholder for Lokaldysten i Sjørslev-Demstrup.

En konkurrence, hvor fire lokalsamfund kæmpede om titlen som det mest aktive i Silkeborg Kommune. Sjørslev-Demstrup afholdt Lokaldysten i forbindelse med sommerfesten, hvor hele byen stimlede sammen og gik, løb og cyklede i alt 1.578 kilometer på bare to timer.

Sejren indkasserede byen 5.000 kroner, men den største præmie kan ikke måles i kroner og øre.

”Når vi mødes andre steder, så taler folk stadigvæk om den dag. Det giver en stolthedsfølelse ude ved os, at vi kan noget sammen. Når alle har bakket op om noget, giver det virkelig en fællesskabsfølelse. Jeg er sikker på, at der allerede nu sidder folk og glæder sig til, at det bliver sommer,” siger Karina Lavrsen.

Bred lokal opbakning

Lokaldysten blev afviklet for første gang i Silkeborg, Ikast-Brande og Skive Kommune i 2021 i et samarbejde mellem lokale idrætsforeninger, DGI Midtjylland, kommunen og Bevæg dig for livet.

Højslev Kirkeby i Skive Kommune samlede hele 150 deltagere til Lokaldysten. Den lokale tovholder Helle Andersen og de andre frivillige mærker stadig effekten af en skøn dag i bevægelsens tegn.

”Vi er mange flere, der hilser på hinanden nu, når vi er ude. Vi kommer mere ud og snakker med hinanden og også med nogle, vi ikke snakkede med før. Vi trængte til noget sammenhold herude i vores lille by, og det har vi fået," siger Helle Andersen og tilføjer:

”Hele arrangementet blev taget fantastisk imod. Vi har kun fået så mange fine tilbagemeldinger om, at folk håber, at vi gør det igen. Det giver også lyst til at gøre det, når folk bakker sådan op.”

Højslev Kirkeby havde fantastisk vejr til Lokaldysten i 2021.Højslev Kirkeby havde fantastisk vejr til Lokaldysten i 2021.

Måtte hente mere suppe

I Gludsted i Ikast-Brande Kommune vidste den lokale tovholder Kirsten Hoffmann og de andre frivillige på forhånd ikke, hvad de kunne forvente. For at skabe et ekstra trækplaster til Lokaldysten havde de arrangeret gratis suppe til deltagerne bagefter. Men der kom så mange deltagere, at de måtte ned forbi købmanden for at hente mere suppe.

”Vi havde regnet med, at der ville komme 20, men inden vi var færdige to timer efter, havde 70 været i gang. Der var så fantastisk en stemning, som vi jo har savnet her i coronatiden. Det her fællesskab. Vi blev simpelthen nærmest lagt ned af positive overraskelser dagen igennem,” siger hun.

Kirsten Hofmann er særligt begejstret for, at Lokaldysten er designet, så alle kan være med og bidrage med det, de kan.

”Lokaldysten er en gave. Det samler folk og styrker fællesskabet, fordi alle kan være med, og der ikke er krav om det ene og det andet. Folk kom, som de var, og bidrog med det, de kunne. Det er vanvittig livsbekræftende.”

Det samler borgerne i landsbyen på tværs af alt og kræver stort set ingenting

Kirsten Hoffmann, lokal tovholder i Gludsted

Samler borgerne på tværs

Både Sjørslev-Demstrup, Højslev Kirkeby, Gludsted og mange af de andre deltagende byer i 2021 er med igen, når Lokaldysten vender tilbage i de forskellige kommuner i år. Det kræver nemlig ikke meget at være med, og arbejdet er godt givet ud, mener Karina Lavrsen fra Sjørslev-Demstrup.

”Det kræver ikke mange timers arbejde, og vi blev støttet rigtig godt af kommunen og DGI,” siger hun og bakkes op af Kirsten Hoffmann:

”Jeg vil anbefale andre at være med, fordi det samler borgerne i landsbyen på tværs af alt og kræver stort set ingenting. Det er bare at finde en dato, få lagt nogle ruter og få budskabet ud. Og det er i en god sags tjeneste. Vi kommer ud at bevæge os og er sammen med andre. Det kan ikke være bedre.”

Der er infomøde om Lokaldysten 2022 i Herning Kommune den 21. februar klokken 17-18:30 på Rådhuset i Herning og i Ikast-Brande Kommune den 24. februar klokken 17-18:30 ved Hjertet i Ikast. Der har været afholdt infomøder i Silkeborg og Skive Kommune, men det er stadig muligt at deltage. Læs mere om Lokaldysten.

Lokaldysten

Lokaldysten handler om, at beboerne i de deltagende lokalområder dyster mod hinanden om at tilbagelægge flest kilometer pr. indbygger i løbet af to timer – på cykel, til fods eller løbende. Arrangementet foregår i jeres lokalområde i sommerhalvåret.

Alle lokalområder over 200 indbyggere og under 3.000 (2.000 i Herning) indbyggere kan deltage. Hvis I er en by under 200 indbyggere, kan I gå sammen med en anden nærliggende by og deltage sammen.

Læs mere om Lokaldysten her.