Fodboldtræner Gert Madsen fra Skive IK Resen modtog månedens buket

For træneren for U7 mixholdet har det høj prioritet at udvikle børnenes sociale kompetencer.

Det lykkedes at få et foto med de utålmodige spiller, der selvfølgelig hellere ville spille fodbold end fotograferes. Skal vi ikke snart i gang igen spurgte de.

Der var fuld gang i fodbolden for U7 mixholdet i Skive IK Resen søndagen formiddag 10. februar, da træningen lige blev afbrudt nogle minutter.

Forældrene havde indstillet holdets træner, Gert Madsen til at modtage månedens velkomstbuket fra DGI Midtjylland. En anerkendelse til en træner eller leder, der er speciel god til at modtage og fastholde medlemmer i foreningen.

Gert Madsen var indstillet med bla. følgende ord, som konsulent Anni Lyskjær fra DGI Midtjylland nævnte overfor en overrasket træner midt på halgulvet:

 ”Gert fortjener et kæmpe skulderklap, da han gør det rigtig godt som fodboldtræner for vores U7 drenge og piger. Gert er en ambitiøs og seriøs træner som formår at lære fodboldens facetter fra sig på en sjov og legende måde. Han sørger for at alle børn er inddraget uanset deres niveau, og lærer dem alle facetter af det at være en god holdspiller. Det handler ikke kun om at kunne drible og score, men i lige så høj grad om at tage hensyn til hinanden og bakke op om sine kammerater. Hver træning gennemføres med et smil på læben og godt humør godt støtte af de øvrige i et suverænt trænerteam.

Formand for Skive IK, Peter Svendsen suppelerede:
”Uden Gert og andre frivillige har vi ikke nogen forening. Vi kan ikke drive forening, hvis man skal betale for alt. Det er ufatteligt vigtigt, at der nogle, der vil stå frem og gøre en indsats for vores børn og unge og gøre, at det er godt at komme i SIK. Hjertelig tillykke, vi er glade på dine og klubbens vegne.

Anvender sine erfaringer fra jobbet

Gert Madsen får ros for at han også uden for banen er meget imødekommende og et forbillede overfor børnene. Han arrangerer gerne ekstra træning om vinteren, fordi børnene så gerne vil. Og så får de lige en bemærkning og en ”highfive” med på vejen, hvis han møder dem i skolen eller andre steder. Det betyder meget for børnene, supplerer forældregruppen.

Han har selv tidligere spillet og været træner i Nykøbing og senere seniortræner hos Skive Seminariums Boldklub. Gert Madsen arbejder til dagligt på Ungdomsskolen og har sin egen søn med på holdet, der består af 12-14 børn.

”Jeg synes, jeg kan bruge min erfaring og den menneskelige tilgang fra mit job på skolen i min træning her på holdet. Vi startede for tre år siden som U5 hold og de har udviklet sig helt vildt siden da,” fortæller han og fortsætter:

”Jeg vil gerne udvikle og flytte børnene, så de lærer at være sammen og samtidig være afhængige af hinanden. Det er det, der er spændende. At vi ud over det fodboldmæssige styrker det sociale og hensynet til hinanden. De skal lære, at de ikke kan undvære hinanden. Det er det fodbolden kan.”

Gert Madsen er glad for, at han har to andre trænere, Jens Martin Roslev og Maria Hummeluhr med omkring holdet, der også bakkes op af en aktiv forældregruppe:

”De er rigtig gode til at støtte op om det praktiske. Arrangerer kørsel og sørger for frugt og snacks og den slags. Det er uundværligt og gør trænerjobbet noget nemmere.”