Fodboldtræner fra Løgstrup modtog Månedens Buket

Tommy Bach Pedersen, Løgstrup G&IF træner både fodbold og tilfører gode værdier til U7 spillerne.

Regnvejr er intet problem, når Tommy har fodboldtræning. Det mener børnene heller ikke.

”Det var ikke lige med i dagens planlægning af træningen, men da en dejlig afbrydelse.”

Der siger modtageren af Månedens Buket Tommy Bach Pedersen, der blev overrasket i det regnfulde vejr tirsdag eftermiddag 27. september. Men vejret er ikke et tema for hverken børnene eller Tommy. Det er måske mere forældrene, der er mere bekymrede, mener han,

58-årige Tommy Bach Pedersen var indstillet med følgende ord:

”Han lægger en kæmpe energi og en masse kræfter i at give vores piger og drenge en super intro og oplevelse til at spille fodbold. Han evner at bringe dem alle i spil og kender deres forskellige niveauer og tilgodeser dem alle for det de kan. Alle vi forældre er dybt imponeret over hans engagement og vilje. Det at møde op hver uge og træner vores børn og sørge for at de kommer ud til stævner."

Jeg vil gerne være med til at forme børnene. At de lærer at tage hensyn og være god ved hinanden.

Tommy Bach Pedersen

Vil forme børnene med gode oplevelser

Tommy lægger vægt på, at alle får gode oplevelser og bliver bedre uanset niveau. Det skal de være gode til at hjælpe hinanden med, siger han.

”Jeg vil gerne være med til at forme børnene. At de lærer at tage hensyn og være god ved hinanden. I den forbindelse har jeg bl.a. den aftale med klasselæreren, at vi informerer hinanden, hvis et par drenge har haft en lille konflikt. Så kan jeg være lidt forberedt, når de kommer her, siger han og tilføjer:

”Og at opleve den livsglæde det giver børnene at mestre nye udfordringer på træningsbanen, giver også mig stor glæde og fornøjelse og er med til, at det stadig er sjovt at være træner.”

I den forbindelse har Tommy Bach Pedersen også glæde af sine to yngste på 15 og 17 år, der er med som hjælpetrænere.

Startede i 1984

Tommys interesse for fodboldspillet startede faktisk først i forbindelse med et efterskoleophold på Levring Efterskole i 8 klasse.

”Nogle år senere - i 1984 - startede jeg som træner på et hold, hvor min lillebror var med og har også været træner for to af mine andre brødre. Efterfølgende har jeg også været træner for fem af mine egne børn. En periode har jeg været seniortræner her i Løgstrup.”

I flere år har den aktive ildsjæl haft to hold og desuden været spejderleder. Dermed gav det i en periode frivilligt arbejde fem dage om ugen.

”Det har altid haft højeste prioritet at fastholde børnene i idrætten. Jeg har i den forbindelse f.eks. haft den glæde, at et U5 hold, der startede med 22 spiller kun var reduceres til 21 spillere ved U16 alderen," fortæller Tommy Bach Pedersen.
Et imponerende resultat, når man tænker på det normale frafald i teenageårene.