Brødre modtager frivillighedspris for evnen til at involvere og engagere medlemmerne
Frivilligheden blomstrer i FodboldHoldet Herning, hvor brødrene Christian og Nikolaj Molsbak Grønbæch inviterer medlemmerne med ind i maskinrummet og engagerer dem som frivillige. Derfor modtager de DGI Midtjyllands frivillighedspris.
Brødreparret Christian og Nikolaj Molsbak Grønbæck blev lørdag overrasket midt under FodboldHoldet Hernings sæsonafslutning, hvor de til klapsalver fra alle spillere fik overrakt DGI Midtjyllands frivillighedspris, Lad frivilligheden blomstre.
De to var med til at stifte fodboldklubben FodboldHoldet Herning i 2015, og siden da har de siddet i bestyrelsen som formand og kasserer. Her har de skabt et engagerende og åbent klubmiljø, hvor alle føler sig velkomne og inkluderet.
Med et fladt hierarki og tæt kontakt mellem bestyrelsen og klubbens medlemmer har de opbygget en kultur, hvor der er plads til dialog og medindflydelse. Denne involverende ledelsesstil inspirerer klubbens medlemmer til også at engagere sig som frivillige.
”Det er stort. Det betyder noget at få det skulderklap, for vi bruger meget tid på klubben, hvor vi er væk fra familien og børn. Vi har skabt et sted, hvor medlemmerne føler, at de får meget igen, og hvor de er med til at diktere klubbens retning, og derfor vil de også gerne give noget igen. Det er vi stolte over,” sagde de glade prismodtagere.
Giver alle en stemme
Et godt klubliv med sociale arrangementer skaber klubånd, styrker sammenholdet og motiverer til at give en frivillig hånd med. Sæsonafslutningen bød derfor på indendørs fodbold med pizza og øl på sidelinjen, inden festlighederne fortsatte i klubhuset om aftenen.
Et godt eksempel på arbejdet med klubånden er det årlige klubfoto, som netop ikke er et holdfoto, men et billede af hele klubben sammen. Et andet er brevkassen, hvor medlemmerne altid kan komme med idéer og forslag, der kan forbedre livet i klubben.
Det flade hierarki skaber et åbent fællesskab, hvor alle kan deltage og føle sig hørte og værdsatte. Og dét motiverer til frivillighed og større engagement.
”Når man skaber et betydningsfuldt fællesskab, sætter retning med visioner og er åben om de beslutninger, der træffes, og den retning, man vil, så bliver det tydeligt for alle jeres medlemmer og frivillige, hvad de er en del af. Og så bliver man mere villig til at give sin fritid til foreningens formål,” sagde Mikkel Holm Thomsen, foreningskonsulent i DGI Midtjylland, ved overrækkelsen.
Vil sprede fodboldglæde blandt Holtbjergs børn
Derudover har Christian og Nikolaj også store visioner for foreningens fremtid. I dag tilbyder klubben kun seniorfodbold, men deres mål er at gøre Fodboldholdet Herning til et naturligt samlingssted for børn og unge i Holtbjerg-området – også dem, for hvem foreningslivet måske ikke er en naturlig del af hverdagen.
De vil udvikle klubbens faciliteter med blandt andet lys på banerne og bedre omklædningsrum, og med støtte fra Herning Kommune er de allerede godt på vej.
Hele vejen igennem har de gjort visionerne og det vigtige formål synligt for alle. Det har skabt et ejerskab blandt medlemmerne, så visionen ikke kun er Christian og Nikolajs, men hele klubbens.
”Mange af drengene her havde ikke mødt hinanden før, men de er bedste venner i dag. Vi kan skabe minder og fællesskab på kryds og tværs, og man får så meget igen, når man ser, hvor glade folk er ude i klubben. Det er det, vi rigtig gerne vil give videre til de børn og unge, der er i Holtbjerg,” siger Christian Molsbak Grønbæch.
Til lørdagens sæsonafslutning var det flade hierarki for en gangs skyld sat på sidelinjen, da Christian og Nikolaj blev fremhævet for deres flotte indsats med blomster, diplomer og klapsalver.
Lad frivilligheden blomstre
Lad frivilligheden blomstre er DGI Midtjyllands kåring, som hylder initiativer i foreningerne, der sørger for, at frivilligheden blomstrer på nye måder.
Prisen uddeles på baggrund af indstillinger, som alle kan indsende. Modtagerne kan være enkeltpersoner eller hold, der gør en forskel for frivilligheden i foreningen.
Modtageren hyldes af repræsentanter fra DGI Midtjylland og får overrakt en buket som bevis på, at vedkommende får frivilligheden til at blomstre.
Christian og Nikolaj Molsbak Grønbæch er de fjerde modtagere af prisen.