Video: 350 seniorer fejrede fællesskabet med sang og dans i Tinghallen

350 seniorer fra 13 forskellige lokale foreninger genstartede fællesskabet med en stor fest i Tinghallen i Viborg.

Læs også: Seniorgymnast: Kald motion hvad du vil, bare du bevæger dig

Stemmebåndene var smurte, og danseskoene kridtede, da 350 seniorer fra lokale foreninger mandag den 15. november var samlet til fest i Tinghallen i Viborg.

Anledningen var arrangementet Glad Fællesskabsfest, som kom i stand, efter de 13 foreninger med hjælp fra kommunen og DGI Midtjylland fik tildelt 250.000 kroner fra Slots- og Kulturstyrelsen til at genstarte fællesskaberne for kommunens aktive borgere over 60 år.

En del af de penge gik til mandagens fest. Og at genstarte fællesskabet, det bidrog festen i sandhed med. Det mindede om bølgeskvulp på Vesterhavet, da samtlige deltagere stående og arm i arm vuggede fra side til side til lyden fra Tørfisks klassiker Fuglene letter mod vinden.

Seniorer er fantastisk gode til at holde sammen

Coronatiden har været lang og udfordrende for gruppen af borgere over 60 år, der med rette kan føle, at de har været i modvind. Men ligesom i sangen har seniorerne holdt ud i stormvejret, levet livet og er nu forhåbentlig kommet ud på den anden side af nedlukninger af fællesskaber og foreningsliv.

Læs også: Senioridræt sætter gang i livsglæden

Deltagerne kom fra:

Alheden IF, VGF, KVIK, Ørum IF, Rødkærsbro IF, Skals IF, Bjerringbro IF Gymnastik, Krop og Kultur, TUT, Viborg Hallens Motionscenter, Glad Dans, Ulbjerg IF og Sport på Tværs.

Alle deltagerne gør hver dag en stor forskel for fællesskaberne i de lokale foreninger, som kommer fra blandt andet Frederiks, Rødkærsbro, Skals, Bjerringbro og Viborg. Festen sætter også fokus på, hvor vigtige og betydningsfulde aktive fællesskaber er. Især efter en tid, hvor mange seniorer har oplevet ensomhed.

”Vi har samlet 350 i dag til en fest for at fejre, at seniorer er fantastisk gode til at holde sammen,” fortalte 86-årige Kis Østergaard, der er frivillig i festudvalget, til TV MIDTVEST, der var mødt op for at dække begivenhederne.

Alle mand på gulvet

Festen havde fint besøg af den nu tidligere viceborgmester i Viborg Kommune Per Møller Jensen, der i sin velkomsttale lagde vægt på vigtigheden af at mødes i fysiske fællesskaber.

”Det var og er i længden ikke helt tilfredsstillende blot at være sammen hver for sig,” sagde han på scenen.

Læs også: Seniorgymnastik styrker hele kroppen og afhjælper ensomhed

Efter talerne og fællessang spillede bandet ”2 x Henning” op til dans, mens Karen Bertelsen fra Glad Dans Viborg fik alle deltagere ud på gulvet til forskellige folkedanse. Og selvom trinnene ikke altid faldt på den rigtige takt, var smilene brede og glæden så stor, at mange dansere videre, selv da Karen Bertelsen takkede af.

Den resterende del af tilskuddet fra Solts- og Kulturstyrelsen skal blandt andet bruges på teaterbilletter til foreningsfolkene.