220 deltagere fordelt på 135 hold deltog i Nordic Roundnet Challenger 2023

Roundnet – måske bedre kendt som spikeball - fik 15.000 kr. fra Impulspuljen til et arrangement i Stadome i Ikast 11.-12. marts.

Det levende og lidt teknisk svære spil var synligt mange stedet i sommerlandet i 2022. Herunder også til DGI’s landsstævne i Svendborg som et ”Kom-og-prøv-arrangement”.

Sporten udøves dog også på mere seriøst plan, hvilket kunne opleves på den indendørs kunstgræsbane i Stadome.

”Det er gået over al forventning og alle har haft en fantastisk oplevelse”, siger en meget tilfreds Jakob Damgaard fra Roundnet Aarhus, der stod bag arrangementet.

”Vi har gjort opmærksom på arrangementet via sociale medier – primært Instagram. Det var faktisk noget af en ”lottokupon” hvor stort vores stævne ville blive. Ambitionsniveauet var 40 hold, men vi nåede op på hele 135 hold. De kom fra 13 europæiske lande og suppleret med et par andre deltagere var 15 lande repræsenteret i Stadome. Dermed var tilslutningen til arrangementet på et langt højere niveau, end vi på forhånd havde drømt om.”

Om Roundnet

Roundnet er opfundet tilbage i 1989 af amerikaneren Jeff Knurek. Han stræbte efter at skabe et enkelt spil, inspireret af volleyball og racquetball, som alle kunne spille. Roundnet gled dog hurtigt i glemmebogen, men fik så en opblomstring i 2015. I dag spilles roundnet over det meste af kloden og det første VM i Roundnet blev afholdt i Belgien i 2022.

Roundnet Aarhus fortæller, at spillet er i buldrende fremgang blandt unge mennesker i mange lande og herhjemme er der blevet etableret foreninger i Aalborg, Aarhus og København med adskillige engagerede unge medlemmer. Med det her arrangement håber man at kunne være med til at udbrede sporten endnu mere i foreningslivet.

”Det er et forholdsvis nyt spil, som især er repræsenteret i universitetsmiljøerne og som har udviklet sig meget i Coronatiden. I Tyskland har sporten udviklet sig rigtigt meget med mange klubber organiseret som øvrige idrætter.”

”Så det var verdensklasse at kunne afvikle dette arrangement på den indendørs kunstgræsbane med over 40 baner, selv om det var lidt koldt i den uopvarmede hal. Vi havde organiseret bustransport frem og tilbage til Aarhus, hvor deltagerne havde mulighed for at overnatte på hostel. Derudover var der tilbud om festlige arrangementer med pub crawl fredag og fest i Studenterhuset lørdag,” siger Jakob Damgaard.