Tuse GF vil være en af fremtidens digitale foreninger

Hvordan kan digitaliseringen automatiseres og dermed lette foreningsarbejdet, så det bliver sjovere at være frivillig? Det vil Tuse GF finde svaret på sammen med DGI Midt- og Vestsjælland.

Bedre kommunikation til medlemmerne var en stor motivation til at få hjælp til digitaliseringen

”Tuse GF havde styr på det grundlæggende foreningsarbejde, men de havde et ønske om at digitalisere den interne kommunikation", siger Marianne Høyer, der er forenings- og udviklingskonsulent i DGI Midt- og Vestsjælland.

Læs også: Nu kan foreninger få professionel hjælp til kommunikation

Den digitale drøm

Til det første møde var drømmen at samle kommunikationen ét sted og sørge for, at den kommunikation, der kom ud, var entydig og ikke overlappede alt for meget andet. Der var også et ønske om at blive dygtige til at bruge videoer og billeder på foreningens Facebookside for at give et bedre billede af en levende forening.

”Da vi først hørte om digitaliseringsprojektet i DGI, var der ingen tvivl om, at vi ville være med. I Tuse Gymnastikforening havde vi i flere år drømt om at lave en ny hjemmeside. Vi kæmpede også lidt med at bruge de systemer, som var til rådighed. Vi brugte Conventus, og selvom det er et rigtig fint system til mange ting, så oplevede vi også ofte, hvordan både medlemmer og instruktører kæmpede med at forstå sammenhængene”, siger Eva Anker Lund fra Tuse GF.

Som baggrund for arbejdet blev der sendt en spørgeskemaundersøgelse ud til alle medlemmer.

”Her blev det tydeligt, at kommunikationen ikke altid var optimal. Instruktører og bestyrelsen var nemlig ikke altid enige om indholdet af de beskeder, der blev sendt ud. Det skabte forvirring blandt medlemmerne, der derfor ikke vidste, hvilken information der var korrekt”, siger Marianne Høyer. Hun suppleres af Eva Anker Lund:

”Da først vi fik kradset i overfladen af vores digitale ønsker, gik det op for os, hvor mange andre ting vi i virkeligheden også kunne gøre bedre. Samarbejdet med DGI har været genialt. Det har været en øjenåbner i forhold til det, vi gør godt, og det, der halter lidt”.

Stor frivillig opbakning

I takt med at projektet har udviklet sig, blev det tydeligt, at det var vigtigt, at få alle foreningens opgaver gjort tydelige for foreningernes medlemmer og frivillige. Undersøgelsen viste nemlig, at 74 pct. af forældrene ikke følte sig som en del af fællesskabet i foreningen.

Læs også: Forening fik team til at løfte kommunikationen - og en helt ny hjemmeside

”Nu arbejder vi videre med, hvordan vi gør alle opgaverne tydelige for foreningens medlemmer og forældre . Vi vil gerne skabe en forening, der bliver løftet af frivillige og ikke kun bestyrelsen. Vi er i gang med at lave et overblik over alle opgaver, og samtidig definerer vi de forskellige frivilligroller, der kan være med til at løse opgaverne”, siger Marianne Høyer.

Det er noget, som Eva Anker Lund kan nikke genkendende til:

”Analysen er gjort, og planen er på plads. Nu kommer den næste fase, hvor mange små skibe sættes i søen. Som med alle andre foreninger er vi dybt afhængige af at finde kaptajner til vores små skibe, som kan sejle dem trygt og godt i den rigtige retning. Digitalisering bliver kun godt med de rigtige mennesker, så vi drømmer om at få flere kræfter ind i vores foreningsliv med mod og visioner for at skabe vores kommende digitale profil”.